Barndom på Blaabjerggaard
Jeg husker ikke noget før jeg var ca. fem år. Det jeg især husker, var at hele gården blev bygget om. Det blev jo næsten alle gårde i årene omkring 1900. Før den tid var det firelængede bygninger med stråtag.
De var lave og smalle, og der var ikke meget plads til dyr og foder. Besætningen var ikke stor, og stalden var smal uden fodergang. Køerne stod med hovederne op mod ydermuren, så foderet måtte bæres op til dem. I de gamle stalde skulle dyrene løses op og føres ned til vandtruget, når de skulle drikke. Jeg husker ikke eller kun dunkelt de gamle bygninger derhjemme, men har set dem så mange andre steder. Det må have været en kolossal forandring at arbejde i de nye, moderne og meget mere rummelige bygninger.
Derhjemme blev først laden bygget, det var i 1913 og året efter kom turen til stalden. Laden blev bygget ovenfor de gamle bygninger, men da stalden skulle bygges, blev det gamle revet ned.
Jeg kan huske, jeg sad på en stump gammel mur og gjorde sten rene. Jeg skulle jo gøre nytte. Arbejdet var ikke svært, for de gamle bygninger var jo muret i ler, men megen nytte var det heller ikke til, da der ingen af de gamle sten blev brugt i de nye bygninger. På marken skulle høet i hus, mens kornet blev sat i stak (hæsse) og taget ind til tærskning efterhånden, som der var brug for det, og vejret var til det.
Jeg husker køerne blev taget hjem og malket i det store overdækkede møddinghus, som var gjort rent til formålet. Hvorfor de ikke ligeså godt kunne have malket dem ude i marken, som vi gjorde fem og tyve år senere, ved jeg ikke. De har nok stået i tøjr og skulle hjem og vandes, men ellers husker jeg ikke at have set køerne i tøjr derhjemme. Far gik tidligt over til indhegning i fenner, hvor der var adgang til bæk (vandløb) eller til mergelgrav.
Stuehuset blev stående, det blev det mange steder, hvor man byggede om. Der blev muret fire til fem skifter på, og taget blev opført i tegl med en stor kvist. Det gav plads til værelser i begge gavle og et stort værelse i kvisten. Det var fars og mors soveværelse. Der blev plads til et stort loft med tørresnore og den store rulle. Det var et monstrum med en kasse, fuld af store kampesten, som blev trukket frem og tilbage over nogle runde stokke, som vasketøjet blev lagt om, beskyttet af et rent stykke 1ærred. Lagner og duge blev fine og glatte, når de ellers var lagt rigtigt på, og det krævede præcision.
I de gamle tilbageblevne bygninger gik hestestald og stuehus ud et, det vil sige at hækkrybbe, foderlo og hakkelse var i stuehuset. Det blev nu vognskur til ponyvognen, senere blev der bilgarage og tørverum og, som noget ganske nyt dengang, et lille badeværelse uden wc.
Samtidig med de nye bygninger fik vi også elektricitet, det var en kolossal forandring, og jeg husker kun dunkelt noget med staldlygter og petroleumslamper. Når vi fik elektricitet allerede før første Verdenskrig, skyldtes det den nære beliggenhed ved Esbjerg. Jeg tror også, det nåede til Tarp, Bryndum og Skads. De egne der lå længere ude, fik først elektricitet, da det nye Karlsgårdeværk blev bygget, vistnok i 1920.
I den nye lade, som var kæmpestor i forhold til de trange rum i de gamle bygninger, kom der tærskeværk og kværn. Dertil kom det store loft over den nye stald, der blev bygget året efter, og hvor der stod hakkelsemaskine og kageknuser. Vi havde kun en motor, den var på hjul og kunne transporteres rundt, hvor den skulle bruges. Den kunne endda køres ud og bruges til ajlepumpen.
Nu kunne hele høsten huses inde. Det var kun i særlige gode år, at der blev sat et par stakke på de marker, som lå så langt væk, at det tog for lang tid at køre hjem med, under høsten. Det var et betroet arbejde at sætte en stak. Det var ofte en af de gamle daglejere, der havde det job.
Det var en naturlig ting, at vi børn tog del i alt det daglige og hjalp til i arbejdet, hvor vi kunne. I Sommerhalvåret gik vi jo kun i skole en halv dag om ugen, så det var klart, vi havde vore pligter og skulle hjælpe til. Vi blev aldrig sat til noget, vi ikke kunne magte, men der var mange ting, som en dreng kunne udrette. Den første nytte, jeg vist nok gjorde, var at sprede muldvarpeskud med min egen lille skovl. Det var vist før, man fandt på at køre med en omvendt ukrudtsharve eller med fem vognringe bundet sammen.
Jeg kunne også hjælpe til, når der skulle graves hegnspæle ned, holde pælen lige i hullet, mens karlen skovlede jord på og stampede til. Der skulle graves mange hegnspæle ned, det var solide egepæle, som blev sat ned med få meters mellemrum og med tre rækker pigtråd. Der skulle to mand til at stramme tråden, en mand til at dreje strammeren og en til at slå kramper i, og der skulle også to til at rulle tråden ud. Jeg har også utallige gange trukket slibestenen,
når der skulle slibes knive til slåmaskinen eller til selvbinderen.
Det kunne godt være lidt træls, men det skulle jo gøres.
Vi begyndte meget tidligt med at hjælpe til med at tynde roer ud. Jeg havde min egen lille kortskaftede hakke. Den kunne føres med en hånd, så havde man den anden hånd fri til at pille med, hvis det kneb at skille planterne ad. Man kunne kravle eller gå krumbøjet og på den måde skiftevis hvile knæene og ryggen. Det var akkordarbejde og gav fem øre pr. række. Det blev ændret til pr. 100 favne, da jeg var så opfindsom at give mig til at hakke alle kilerækkerne.
Det var også mit job at gå bag såmaskinen og løfte tuderne, når noget slæbte på. Det var hårdt at gå og bøje sig og løfte tuderne og samtidig følge med
maskinen. Så fandt vi på at bruge en gammel, slidt roehakke at løfte med.
Kartoffeloptagningen er et helt kapitel for sig selv. Vi havde i mine drengeår en masse kartofler. Der var bygget en kartoffelmelsfabrik ved Spangsbjerg Mølle, og dertil leverede vi mange kartofler. Først kørte vi dem op med en maskine, der kastede kartoflerne ud til siden, så skulle de samles op, før næste række blev kørt op. Der skulle mange folk og vogne til. Vi samlede parvis hver sit stykke af den lange række op, altid en voksen og et barn sammen. Kurvene skulle jo tømmes op i vognene. En gammel daglejer, Peder Uhl kørte de fyldte læs hen til kulen og tog de tomme med tilbage til en ny plads. Andenkarlen læssede af og forkarlen kørte naturligvis maskinen. Der skulle jo mange folk til, så der var mange, som i kartoffeltiden tjente en ekstra dagløn. Jeg husker, vi havde fiskerkoner fra Hjerting, så gik snakken livligt i kaffepausen, og der blev somme tider sagt skrappe ting, som egentlig ikke var beregnet på, at også vi børn skulle høre det. Jeg havde som makker en ældre daglejer, der gerne ville snakke, så han gik stille og roligt og fortalte mig hele sin livshistorie, både som tjenestedreng, som karl og som gift mand. Jeg var jo en taknemlig tilhører, men derfor kunne vi godt rubbe fingrene. Vi ville jo også godt have en lille pause, inden maskinen kom igen.
Men så kom brødrene Hylleberg med deres store maskine. Jeg tror, det var den første, de lavede. De gik begge to i flere dage derhjemme og eksperimenterede med den. Det var en stor maskine, som der skulle tre heste til at trække. Maskinen førte kartoflerne over et kædetræk og rystede dem ud til siden. Først prøvede brødrene at hægte en lille sidevogn på, der skulle så stå en karl og skovle kartoflerne op i en vogn, der kørte ved siden af. Der skulle jeg sidde og samle sten og andet skidt fra. Det var håbløst for karlen at stå og balancere i den lille sidevogn og endnu mere for mig, der fik al skidtet i hovedet. Det var hurtigt afprøvet, men så prøvede Hylleberg at sætte en sideelevator på.
Den kunne bære kartoflerne lige op i vognen, men det duede alligevel ikke, for der kom alt for meget sten og jordklumper og andet skidt med. Elevatoren blev pillet af og så kørte vi ellers bare løs og lod kartoflerne løbe ud på jorden. Der blev lagt to rækker sammen, og vi samlede op med håndkraft. Det gik fint, vi kunne følges ad på stribe, og det var meget selskabeligt. Det var ingen sag at samle kartofler op, når vejret var godt, og vi var mange om det, man det kunne godt være træls, hvis det var råkoldt og vådt. Det var koldt ved fingrene om morgenen, hvis der havde været nattefrost. Det var altid i første halvdel af oktober, der skulle samles kartofler op, men det skete jo, at vejret drillede, så det trak ud. Når marken var ryddet, og kartoffeltoppen revet af og kørt bort, blev den harvet igennem, og der kom altid en del glemte kartofler til syne. De skulle jo også samles op, det var ikke rigtig karlearbejde, for vi gik der med en spand og samlede kartofler op. Det var træls, og vi var bare glade, hvis der kom en frostnat, for så var kartoflerne ikke værd at samle op.
Kartoffelmelsproduktionen var jo kommet i gang som følge af krigstidens afspærringer og restriktioner, og da der igen kom normale tider, kunne det ikke længere betale sig, produktionen gik i stå, og fabrikken blev nedlagt med ret store tab for dem, der havde startet den. Gården, Spangsbjerg Mølle, blev overtaget af et mindre konsortium, og det blev far, der skulle føre tilsyn med driften, indtil den i 1940 blev overtaget af Holger Willadsen, da tyskerne beslaglagde Solbakkegård.
Nå, det var lidt af et sidespring. Vi blev dog ved med i mange år at dyrke kartofler, som blev kogt til svinene. Omkring 1928 begyndte vi at dyrke sukkerroer, der afløste kartoflerne som, svinefoder. Vi prøvede at koge dem, men det duede ikke, og det var jo heller ikke nødvendigt.
I årene efter min konfirmation var det min bestilling at koge kartoflerne. Det var et dejligt arbejde i de kolde vinterdage. Der var installeret et lille kogeri i forrummet til svinestalden. En dampkedel med almindelig fyring under og to store tønder ophængt på damprør, så de kunne vendes og tippes. Senere blev de skiftet ud med tætte kasser med damprør i bunden. Vi dyrkede også en del spisekartofler til salg, som betød at kartoffelsorteringsmaskinen kom i brug. Der skulle jo også sorteres til spisekartofler, det var så mit job at stå og pille alle de dårlige fra. Det var ikke noget særligt spændende job, men vi var jo et helt lille sjak, der arbejdede sammen, og det satte lidt kulør på det. Efter kartoffeloptagningen begyndte roeoptagningen. Det var runkelroer og kålroer. Vi tog dem op med rapjern og lagde dem i fire rækker, så kunne det lige passe, at min storesøster Musse og jeg kunne følge med karlene, når vi tog hver en række, og de tog to. Det var mit job at køre roerne hjem og tilbage igen med den tomme vogn, se det var en tjans.
Der skulle bruges to mand i marken til at læsse roerne på vognen og en mand hjemme ved kulen til at læsse af. Vi blev hurtigt fortroligt med hestene. I den tid de gik på græs, fik vi drenge lov til at ride dem ud til fennen, når de var spændt fra om aftenen. Der var et godt stykke vej, og selvom de havde gået i marken eller for vognen hele dagen, så kunne de godt tage en rask galop ud ad markvejen.
Noget af det første, man blev betroet var at køre med ukrudtsharven. Der var ikke noget dengang med at sprøjte mod ukrudt, så det var meget vigtigt at få markerne kørt over flere gange med ukrudtsharven, efter at kornet var sået. Udlægsmarken var en undtagelse, men der kunne vi som regel nå at give et par træk med harven, før kløverrudlægget blev sået. Man kunne jo også få lov at køre hesteriven og tromlen. Det var en tjans, så kunne man sidde ned. At køre med de store harver med to eller tre heste for blev man jo også efterhånden betroet, men pløjearbejdet, det var for- og andenkarlens domæne. Selvfølgelig skulle jeg da have lov at prøve, men det er ikke noget, man lærer på en dag eller to, så da jeg som syttenårig kom over til Øtoftegård som landvæsenselev, det kaldte man det dengang, og straks kom ud at pløje i den tunge, stive lerjord, kunne jeg slet ikke klare mig for de andre, men jeg fik da lov at fortsætte og lærte det vel nogenlunde efterhånden.
Jeg tror nok de knægte på min alder, som kom ud at tjene eller gik hjemme på mindre ejendomme, fik lært tingene langt hurtigere og blev mere selvstændige end jeg, som først senere fik rigtig tag på tingene.
Vi fik selvbinder, før jeg blev så stor, at jeg for alvor tog del i høstarbejdet, men jeg fik da lært at sno et bånd og binde et neg. Jeg husker det år, selvbinderen blev købt, det var selvfølgelig lige før høst, men det trak ud, før maskinen kom, så vi måtte i gang med slåmaskinen med aflæggerapparat.
Selvbinderen kom fra København i store kasser og banevognen med kasserne var på en eller anden måde havnet i Århus, hvor den stod på et sidespor. Men den kom da omsider, og der kom en montør fra København og satte den sammen, og så gik den ellers i mange år. De gamle McCormick maskiner var næsten ikke til at slide op.
Men det yderste stykke skår skulle stadig høstes med le og bindes op på gammeldags maner. Når vi satte korn i hæsse eller i gulv i laden, var det min bestilling at være mellemmand mellem ham, der forkede af og ham, der satte negene. Derved fik jeg lært både at sætte hæsse og at sætte kornet i gulv, så det ikke fyldte mere end nødvendigt. Høet blev sat op på staldloftet, så det var nemt at smide ned gennem lemmen direkte på fodergangen. Men det var strengt arbejde at forke det løse hø op på loftet og stampe det sammen, så det fyldte mindst muligt. Det var jo altid på de mest varme dage, der blev kørt hø ind. Agerhøet blev slået med maskine, men vendt med håndrive. Det blev revet sammen med hesterive og sat i stak. Det var før, vi fik stakrytterne. Engene blev slået med le og revet med tandrive. Vi havde et noget eng ude i Allerup, helt ude ved Sneum å. Det var almindeligt at man havde et stykke eng i Allerup eller Tjæreborg. Et par læs marskhø var et godt tilskud til vinterens foderbeholdning. Det var en herlig udflugt, når vi i kassevogn med skravler, skulle den lange køretur derud efter hø. Høet skulle først vendes en gang (hverres) Så blev der holdt middagspause. Vi havde gerne rabarbergrød med, mor var selv med. Bagefter skulle høet rives sammen med håndrive til een stor tyk streng, så blev der sat et reb i hver ende af læssetræet. En hest blev spændt for, og så blev høet slæbt sammen i en stor stak, lige til at læsse på vognen. Hvor lå man godt oppe på hølæsset, hele den lange vej hjem. Det blev altid sent, men man sov ingen steder bedre end vuggende på toppen af et hølæs. Jeg husker et år, vi havde fået høet samlet sammen og var så nogenlunde klar til at læsse, men så blev det tordenvejr, og det første lyn slog ned ude i engen. Vi var nær drattet om, det begyndte at regne, og høet blev naturligvis sjaskvåd. Men da tordenvejret og regnen holdt op, blev alt høet alligevel læsset på vognene. Derhjemme blev det så spredt ud på en græsmark til tørring, men det blev aldrig det fine enghø, det skulle have været.
I stalden hjalp jeg ikke ret meget, vi havde jo fodermester, røgter hed det dengang, og han brød sig som regel ikke om for megen indblanding, men vi drenge kunne jo da hente køerne hjem fra græsmarken og hjælpe med at anbringe dem i de rigtige båse. Vi fik malkemaskine, det år jeg blev konfirmeret, så det var begrænset, hvor meget jeg kom til at deltage i malkningen før den tid. Jeg var da med, men blev aldrig god til det, heller ikke da vi flere år senere begyndte at have køerne ude om natten og igen malkede med hånd i nogle år.
Skolegang i Gjesing Skole
Jeg begyndte min skolegang, da jeg var seks år. Det var i maj måned 1914.
Vores lærerinde hed frøken Holm, hun hed også “Andrea”, men det kunne, vi ikke drømme om, at kalde hende. Dengang hed det jo lærerinde, og det var altid en lærerinde, der havde første klasse, ligesom det altid var en mandlig lærer, som havde den ældste klasse. Hun var en rigtig lærer-indetype, lidt mager og kantet og ubestemmelig af alder og bar naturligvis briller. Jeg tror endda, det var lorgnetter.
Jeg ved ikke, om hun var specielt dygtig. men vi fik tingene lært. Der var ikke noget pjankeri, vi gik til sagen. Vi fik hurtigt lært at læse, jeg kan huske, jeg fik en eventyrbog af moster Maren til min syvårs fødselsdag, og jeg kunne læse den. Regning og dansk var hovedfagene, men vi havde også et fag, der hed skønskrivning. Frøken Holm havde selv den nydeligste skønskrift, meds jeg selv aldrig blev god til det. Så gik det meget
bedre med regning, især hovedregning, det blev jeg ret skrap til, og det har jeg haft megen gavn og fornøjelse af siden. Foruden dansk og regning havde vi bibelhistorie, (kristendomskundskab) danmarkshistorie og geografi. I bibelhistorie begyndte vi med Det Gamle Testamente den første vinter, og tog hul på Det Nye Testamente den næste vinter, hvorefter vi så begyndte forfra igen.
Vi begyndte ret hurtigt at lære salmevers udenad. Vi sang meget, og begyndte altid dagen med en morgensang og et fadervor. Vi sang blandt andet: “Morgenstund har guld i mund”, “I Østen stiger solen op” og “Nu titter til hinanden”… Timerne i danmarkshistorie og bibelhistorie begyndte altid med en sang. Vi havde en sangtime en eller to dage om ugen. I starten sang vi: “Langt ud i skoven 1å et lille bjerg”, ” Højt på en gren en krage sad” og ” Vil du, vil du med mig ud i marken gå.”
Fag som tegning og formning (billedkundskab) eller sløjd var der hverken tid eller lærere til, og jeg har tit savnet at kunne tegne, men havde nok aldrig fået det lært, selvom vi havde haft det som fag. Det var nok gået ligesom med skønskrivningen.
Formning foregik ved mergelstakken, eller vi hentede ler nede ved mergelgraven. Jeg fik heller ikke lært at tage på et stemmejern eller en høvl, men det er jo ligesom med tegning, der skal håndelag til.
Da ja rykkede op i tredje klasse ( jeg gik tre år i “den lille skole” og fem år i “den store”), blev det alvor med lektielæsning hjemme og med udenadslære.
Vi fik et stykke for og skulle lære det hjemme og stående aflevere det mundtligt næste dag. I danmarkshistorie skulle vi holde styr på alle årstallene og i bibelhistorie brugte vi Katekismus og skulle lære alle skriftstederne udenad. Jeg husker bedst det korteste : “Hvo som ej vil arbejde, bør ej heller have føden.” Det har vist overlevet sig selv. Vi brugte ikke kun udenadslære, for vores lærer var meget dygtig til at fortælle og kunne altid få mere ud af’ emnet, end lige det, der stod i bøgerne.
Geografitimerne blev noget særligt, specielt da vi fik bevilget et lysbilledapparat ti1 skolen. Så kom skodderne for vinduerne, et stort lærred blev sat op på væggen, og så blev der vist billeder fra alverdens lande og byer. Det var virkelig en oplevelse dengang, der er jo sket en del siden. En anden nyskabelse var, at vi fik et skolebibliotek, så vi kunne låne bøger og tage med hjem og læse. Jeg pløjede dem igennem alle sammen og var altid først i køen, når der kom nye bøger. En dag brokkede en af kammeraterne sig over, at jeg altid var en af de første, der fik lov at få en af de nye bøger. Så spurgte læreren ham: “Har du læst alle de gamle?” Nej, det havde han nu ikke. “Jamen, det har Arne.” så var den sag på plads. Bøgerne vi læste var: “Kaptajn Grants børn”, “Nybyggerne i Canada”, “Børnene i Nykoven”, ” Robinson Cruso” og “Onkel Toms hytte”. Det var Peder Most bøgerne og dem om “Rasmus Spejder” og så nåede jeg lige at få “Flemming”- bøgerne med. Også Adolf Stenders bøger om “Drengene på Sorø Akademi” var jeg meget optaget af. Dem ejede jeg selv, og jeg tror, jeg har et par stykker endnu. B. S. Ingemanns romaner stod på bogreolen derhjemme.
Vi fik en god danskundervisning, der var ikke noget med grammatik, eller hvad det nu hedder. Vi havde et fag, der hed analyse, hvor vi lærte alt om grundled, udsagnsled, navneord, tillægsord, og om at bøje ord og sætninger. Vi havde en dygtig lærer og fik noget ud af det. Det vigtigste var, at vi fik lært at læse og fik derved mulighed for senere at kunne tilegne os mere viden. Regning var stadigvæk mit bedste fag, og vi havde hver sin regnebog. Når vi var færdige med den første fik vi en, der var sværere. Jeg nåede at få lært både at arbejde med kvadratrødder og ligninger.
Vi havde også gymnastik. Jeg kan huske da lærer Schmidt Andersen kom til skolen et halvt år efter, at jeg var begyndt i skole. Han ville have gymnastik, det var jeg meget betænkelig ved, men vi blev naturligvis meget glade for de timer, især vi drenge. Det var til gengæld ikke alle pigerne, der var lige begejstrede for det, for drenge og piger lavede jo gymnastik sammen. Jeg kan ikke huske, hvad det var for nogle øvelser, vi gjorde, men det har nok været armstræk, fodflytninger og knæbøjninger. Men vi fik også lov at springe, og det var især, vi drenge glade for. Vi sprang over buk og hest, det var det sjoveste. Vi øvede os også i hovedspring og kraftspring, men det var svært. Vi sprang over tov, der kunne pigerne også være med. Tre skridts tilløb på kommando og så over med ret ryg og ned med samlede ben. Vi gik balancegang på bom, der var pigerne de dygtigste, vi hang også i armene på bommen og gik armgang.
Vi gik naturligvis til skole, men jeg fik faktisk en cykel, da jeg var ti eller elleve år, men brugte den aldrig til skole, vi børn jo skulle følges ad. Vi kunne lige nå at løbe hjem og spise i middagspausen, og Maggi ovre fra Bertel Jensen kunne altid nå at følges med os tilbage igen, selv om hun boede længere væk. Var vejret rigtig slemt, fik vi en madpakke med og blev på skolen i middagspausen. Børnene fra Tarp og Kjersing havde altid madpakke med, så der kunne laves megen sjov i den time middagspausen varede. Hvis der var meget sne, fik vi et par tykke strømper uden over træskoene, så kunne vi klare os. Vi gik altid i træsko og havde skiftesko stående i skolen. Vi legede naturligvis i frikvartererne, og vi havde en legetime en gang om ugen. Vi spillede langbold eller legede “Hund efter et kødben” eller “So i hul”, “Tre mand høj” og “To mand frem for en enke”.
I frikvartererne spillede vi cricket og “Bold i hat”, og vi spillede “Pind” og naturligvis spillede vi med kugler.
Vi havde en årlig sommerudflugt. I den lille skole skiftede vi mellem Hjerting og Fanø, og det var naturligvis mest spændende at komme til Fanø. I den store skole tog vi toget, og jeg kan huske, at vi var i Fredericia. Vi var også i Tønder og se de store Zeppelin- haller (hal til luftskibe), som tyskerne havde bygget. Det var jo lige efter genforeningen i 1920. Vi var på cykeltur til Ribe, og det var langt. Det var jo ikke alle, der var den lykkelige ejer af en cykel, så måtte man jo låne mors eller storesøsters. Jeg tror nok, vi kom med alle sammen. Vi cyklede ad landevejen til Darum, hvorefter vi fortsatte ovenpå det nybyggede Darumdige til Kammerslusen, og derfra ind Ribe. Nogle af fædrene tog med og hjalp med at holde styr på tropperne. Jeg kan huske, at min far var med, og han havde naturligvis haft for travlt til at kunne starte sammen med os andre, men han indhentede os et stykke ude på diget.
Konfirmation og Ungdom
Jeg blev konfirmeret i foråret 1922 i blåt matrostøj med lange bukser. Det var mine første lange bukser, og det var min festdragt det første års tid. Jeg følte mig ikke spor voksen, mens pigerne derimod pludselig var blevet så voksne. Vi var gratis medlemmer af ungdomsforeningen det første år, og det var ungdomsmøderne og gymnastikken, som var vores fritidsoplevelser.
Fodbold kom aldrig på tale, og håndbold var ikke kommet i gang endnu. Vi tog det op senere i gymnastikforeningen, men det var markhåndbold på en fodboldbane og med elleve spillere på hvert hold. Det blev ikke rigtig nogen succes, der var for megen løben og for lidt spil.
De første par år jeg gik til gymnastik, havde vi Peder Poulsen. Han var af “den gamle skole”, men en meget dygtig leder på sin måde, især pigerne var glade for hans gymnastik. Han spillede violin til øvelserne, og han forstod at få melodi og øvelser til at passe sammen. Det var jo noget ganske nyt dengang at bruge musik sammen med gymnastik.
Det år jeg blev femten gik vi til landbrugsundervisning. Det var i Bryndum en gang om ugen, og vi sluttede hver gang af med en gymnastiktime. Det var Ollerup gymnastik, som det blev drevet i begyndelsen med rulninger og bøjninger og så videre. Da jeg var seksten, fik vi Kristian Hansen fra Forum til O.D. leder. Han var en af de dygtigste 0.D. ledere. Han tog mig med til delingsførermøde i Oksbøl. Der deltog de bedste gymnaster fra fjerde hovedkreds. Jeg havde et par lange, hvide bukser og et par stive gymnastiksko på. Jeg følte mig som en hund i et spil kegler, men det var en oplevelse. Da vi klædte om bagefter, kom jeg til at tage en forkert jakke på. Det var såmænd Mads Nielsens, og der sad en 0. D. nål i jakken. Jeg tænkte godt nok. “Sådan en må du have engang”.
Det var også som seksten år gammel, jeg var med for første gang til ringridning. Det var en fast, årlig begivenhed. Næsten hver by havde sin ringriderforening med sin årlige ringridning og for dem, som ikke kunne nøjes med det, var der de store ringridninger ved Korskroen og i Esbjerg. Nogle tog helt til Bramminge. Der var i virkeligheden ikke mange heste rundt på gårdene, som kunne bruges til ringridning. De fleste heste var tunge arbejdsheste, men nogle af de lettere heste var der jo. Jeg havde “Polle” og senere et føl af den med, men for mig blev det nu ikke til så meget med ringridningen.
De fleste af os unge var optaget af gymnastikken. Vi havde folkedans en enkelt vinter og lidt forbindelse med andre arrangementer, men ellers var det gymnastikken, det drejede sig om. Der var træning to gange om ugen, hvor vi som regel var en flok, som fulgtes ad frem og tilbage. Ved gymnastikafslutningen, (forårsopvisningen) troppede hele byens befolkning op og deltog i det efterfølgende kaffebord med dans. Ved kaffebordet var der gerne en af byens “vise fædre”, som stod op og roste gymnaster og ledere og takkede for godt udført arbejde og for en fin opvisning. Om sommeren trænede vi rundt i hovedkredsen, så tog vi cyklerne efter en lang arbejdsdag og kørte til Guldager, Tjæreborg eller Årre for at lave gymnastik. Bagefter cyklede vi hjem igen. Vi havde også den årlige hovedkredsopvisning, hvor alle hold indenfor hovedkredsen samledes og viste, havde lært i vinterens løb.
Jeg husker især første gang, jeg ledede et hold til hovedkredsopvisning, det var i Bramminge foråret 1930. Da vi var færdige, var der en af de “gamle”, som klappede mig på skulderen og sagde: ,, Det klarede I fint.” Det lunede vel nok. Inden for hovedkredsen havde vi gerne et par fællestræninger i vinterens løb, som regel med en leder udefra. Bagefter blev der lejlighed til en dans bagefter. Delingsførermøderne på amtsplan var altid en oplevelse, det var en støtte og hjælp i arbejdet for de mange ledere og en stor oplevelse for de mange gymnaster, der var med. På møderne fik vi en god gang gymnastik og råd og vejledning. Sommerens store begivenhed var amtsfesten i Endrupholm. Den havde nu sin egen charme i de skønne omgivelser med den gamle hovedbygning, haven, og åen med øen, hvor opvisningerne fandt sted. For at komme over til øen, skulle vi over en gammel træbro. Et år brasede den sammen under en stor flok piger, et andet år kom der en tordenskylle. Den var så voldsom, at den nær havde druknet det hele, men vi kunne da heldigvis fortsætte, da det omsider holdt op. Amtsfesten sluttede med dans i det store telt. Det blev ofte sent, inden dansen sluttede.
Festen var altid om søndagen, og dengang var der ikke noget der hed blå mandag, men vi var vant til turen, og gik tit til dans. Forsamlingshusene holdt deres baller, det var en vigtig del af deres økonomi, det samme gjaldt for Gymnastik- og Ringriderforeningerne, så der var altid bal et eller andet sted søndag aften, og vi havde jo foruden vort eget forsamlingshus både Guldager, Forum, Bryndum og Skads at gå til bal til. Musikken var violin, klaver og horn, ikke noget med tromme eller højtaleranlæg, og ikke noget med at sidde omkring et bord og drikke øl. Man sad eller stod op hele vejen rundt i salen, pigerne i den ene side og karlene i den anden. Når der så blev spillet op, var det tværs over gulvet for at byde en pige op til dans. Var man gode venner med en pige eller prøvede på at blive det, inviterede man hende med ind til en kop kaffe og wienerbrød i den lille sal i pausen.
Lidt om Ungdomsforeningen
Når jeg tænker tilbage til tiden fra min konfirmation og fremefter, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget Gymnastik- og Ungdomsforeningen egentlig betød for os. Vi kom jo ud af skolen som fjortenårige til lange arbejdsdage og en seks til syv dages arbejdsuge, hvad vi kun var glade for og absolut ingen skade tog af. Men vi havde brug for noget, der lå ud over det daglige, noget der kunne give nye impulser og udvide vores horisont, vi havde jo hverken radio eller fjernsyn dengang.
Nye impulser fik vi ved at være med i Gymnastik- og Ungdomsforeningen. Det var påvirkninger, som senere gav lyst til at tage på højskole. Vi havde også behov for at være sammen med andre unge mennesker andre steder end på arbejdspladsen eller i balsalen.
I vinterhalvåret gik vi til ungdomsmøde, jeg tror nok hver fjortende dag. Der var skiftevis foredrag og oplæsning. Somme tider havde vi sangleg og naturligvis altid kaffebord. En kurvefest og en pakkefest hver vinter hørte også til, men om det var Gymnastik- eller Ungdomsforeningen, der stod for det, husker jeg ikke.
En af de første dage i nytåret var der hovedkredsmøde på skift rundt i foreningerne. Det var heldagsmøder med foredrag, oplæsning, sanglege eller anden underholdning, og så var vi altid inviteret ud i de forskellige hjem til middagsmad.
Vinterens store begivenhed var (teater) dilettantforestillingen, og det er stadig underholdning inden for mange foreninger. Det krævede et stort forarbejde. De første instruktioner foregik rundt i hjemmene, men den sidste uge skulle det foregå på scenen. Vi havde ikke en færdig scene i forsamlingshuset dengang, så den skulle bygges op ved hjælp af bordplader og kulisser, der blev gemt fra år til år. Maler Jørgensen fra Tarp var i flere år både kulissemaler og en meget dygtig instruktør. Senere fik vi Ottesen og Ole, sådan kaldte vi hans kone. Ottesen kunne også male kulisser og instruere, og Ole var sminkør og sufflør, og takket være lærer Petersen og fru Petersens enorme gæstfrihed kunne de ret hellige sig arbejdet i den uges tid, det stod på med prøver og forestillinger. Det gik aldrig stille af, når Ottesen instruerede. Han råbte og skældte ud, men festligt var det.
Vi havde altid en sommerudflugt, og Sct. Hans aften blev fejret med bål og taler. Jeg har et gammelt billede fra en Sct. Hans fest i Holger Villadsens have med en flok fakkelbærende piger og karle. Hver sommer holdt De danske Ungdomsforeninger årsmøde, som regel på en højskole.
Jeg var med et år, det blev holdt på Danebod højskole på Als. Det strakte sig over to eller tre dage og sluttede på Dybbøl. Det var en mægtig oplevelse, og den blev ikke mindre af, at vi var indkvarterede
rundt i de sønderjyske hjem. Jeg havde min hollæn-derstudent Rudy med, men det er jo en hel anden historie.
Fra min barndom og ungdom husker jeg den nære forbindelse og stærke tilknytning, der var mellem Gjesing og Esbjerg. Måske især fra mit eget hjem Blåbjerggård, da vi i mange år kørte en fast mælkerute til Andelsmejeriet i Esbjerg. Det var Guldagerruten. Far lejede hvert år en karl til at køre mælketuren. Han startede meget tidligt om morgenen, og kørte med markvejen ned over moser, og videre op over Sønderris mark til Guldager.
Undervejs blev mælken samlet op og kørt til mejeriet, hvor mand og heste fik et hvil og lidt foder, mens mælken blev behandlet. Derefter gik turen tilbage til Guldager og rundt på gårdene for at aflevere den medbragte skummetmælk og så endelig tilbage til Gjesing.
Undertiden måtte karlen køre om til smeden i Smedegade i Esbjerg og få lagt nye sko på hestene. Det skulle jo være stærke heste, der skridtede godt ud, det tog hårdt på skoene. Karlen var som regel hjemme lidt over middag, men så kunne det ske, at han efter en hvil igen måtte en tur til Esbjerg even-tuelt med enten et læs kartofler, tørv, foderstoffer eller kunstgødning. Der skulle et spand stærke heste til og en solid karl, der ikke så, så nøje på uret.
Far har fortalt at i 1911, da der var stormflod, var han selv taget med på mælketuren. Da de kørte tilbage fra Esbjerg gennem Fourfeld, kørte de i vand omtrent op til vognbunden og havde kun toppen af hegnspælene ved siden af vejen at se efter. Der var også historien om juleaften 1915.
Det var et forrygende snevejr lige fra morgenstunden, og for at gøre det lidt lettere sendte far to mand af sted med hver sin vogn. Sidst på eftermiddagen ringede den ene. Det var karlen, som plejede at køre hjem fra Guldager Brugsforening.
Han sagde, at han var staldet ind der. Den anden karl hørte vi ikke noget fra, så det var med meget trykket stemning, vi satte os til julebordet. Karlen skulle jo tværs over mosen på hjemvejen og var jo sandsynligvis kørt vild. Vi spiste risengrøden, og så rejste far sig og sagde. “Nu gor a”, “så gor a med”, tilføjede Karl Bennedsen. Han havde kørt mælkevognen for os i 1911 under stormfloden. Nu var han soldat, indkaldt til sikringsstyrken og holdt sin juleferie hjemme hos os.
Vi andre spiste færdig, hvorefter de andre karle også gik, og da mor og pigerne gik ud at malke, så sad vi børn der ene tilbage. Det var trist. Ud på aftenen kom far og de andre tilbage med den forsvundne karl. Han var ganske rigtig kommet bort fra vejen og var havnet i et af tørvehullerne. Heldigvis havde han en god lommekniv hos sig og kunne skære rebene over og få hestene fri af vognen. Derefter gik han op til en af Sædding- gårdene, og et par mænd derfra var ved at følge ham tilbage. Far og karlene fik øje på deres lygte, da de var nået ned over mosen. Det blev en noget sen juleaften, men den endte jo heldigvis godt, og det var en flok glade mennesker, der gik rundt om juletræet.
Da jeg blev voksen, og var karl derhjemme, kørte vi Gjesingturen.
Mælkekørslen førte også med sig, at vi fik størsteparten af de daglige fornødenheder fra brugsforeningen “Frem”, som lå i Skolegade lige over for “Andelsmejeriet”. Det var ret store portioner, der skulle til for at mætte tolv til fjorten sultne mennesker. Men det var nemt og bekvemt at få en kassefuld varer med mælkevognen hjem. Hvis det var en stor kassefuld, var der som regel en pose bolsjer med.
Der var en lille foderstofforretning tilknyttet brugsforeningen, hvorfra vi fik mindre portioner kraftfoder, hønsefoder og lignende, men ellers hentede vi korn og foderstoffer på havnen, overvejende fra “Jydsk Andel”. En gang imellem fik vi det fra “Eriksen og Christensen”, hvis de havde et godt tilbud. Jeg husker en gang, vi hentede et større parti foderkager, der havde taget skade af saltvandet under transporten. De var klinet sammen i store klumper. Vi skilte dem ad med en økse, bagefter kom de i kageknuseren. En anden gang fik vi efter en brand et stort parti korn, som både var vådt og sodet. Det blev bredt ud over hele gårdspladsen, og så gik vi og skovlede det rundt, til det blev så tørt, at det kunne males og iblandes det andet foder. Jeg er ikke sikker på, at det kunne betale sig. Kunstgødning hentede vi også på havnen hos “Dansk Andels Gødning”, og vi har mange gange hentet både foderstoffer og kunstgødning direkte fra skib. Så var det med at holde sig gode venner med havnearbejderne, der stod for losningen. Når vi hentede foderstoffer fra Jydsk Andel kunne vi holde uden for kontorbygningen og få bestillingssedlen udleveret gennem en luge, så behøvede vi ikke at gå fra hestene. Det ville være utænkeligt nede på havnen. Når vi læssede foderkagerne af derhjemme, smed vi dem simpelthen op gennem loftslugen, hvor en mand tog fat i hver sin ende af sækken og en tredje
mand midtfor skubbede på, og så op i lugen med sækken. Det kneb med
de sidste par sække, da skulle man jo stå i bunden af vognen.
En gang fik vi 1000 tønder russisk hvede til seks kr. pr. tønde. Det var mens jeg var forkarl, så det var mig, der tog fra derhjemme og bar sækkene ind og stablede dem op i laden i porten ved siden af kværnen. Vi lagde sækkene trappevis, så vi kunne gå op ad dem og stable dem helt op i loftshøjde. Kornet må have været meget tørt, for det holdt sig forbavsende godt. Jeg tror, det tog det meste af et par år, før det slap op.
Det blev jo stadigvæk blandet op med alt det andet korn.
Vi kørte naturligvis også selv svinene til slagteriet. Vi havde efter den tids forhold et stort svinehold. Far og Holger Willadsen i Kjersing var dengang Esbjergegnens største svineleverandører, men så kom langtidsaftalen med England og begrænsning i form af svinekort. Jeg husker ikke årstallet, men det var først i trediverne. I beregning af tildeling indgik både sidste års leverance og den tilgængelige mængde skummetmælk, og da vi jo havde et ret stort kohold, gav det en rimelig kvote. Endelig kunne man jo købe svinekort, de handledes mand og mand imellem, ofte med grisehandleren som mellemled, men det tog jo det meste af fortjenesten. Grisene skulle jo købes, og der var torvedag både i Esbjerg og i Varde. Der kom folk og grisehandlere med deres grise. Efterhånden tror jeg nok, det var mest grisehandlerne, der dominerede handelen. Far tog både til Esbjerg og til Varde og købte grise, men de fleste blev leveret af grisehandlerne De kunne jo levere en passende og ensartet flok ad gangen. Det var som regel Lykke Sørensen og Mads Nielsen fra Varde, der leverede grisene, men jeg husker også Hans Andersen fra Tjæreborg. De var den tids griseformidlere. En overgang hentede de grisene helt i Skåne, og det var gode grise. Ellers hentede de dem tit i Nordjylland.
En overgang blev der slagtet Polte, (grise på halvtreds kilo). Det var vel en ordning for at få ryddet op i de alt for store svinebesætninger. Der var ikke nogen stor fortjeneste ved det, men en hurtig omsætning.
Som sagt kørte vi selv slagtesvinene til slagteriet i en kassevogn med et ekstra sæt kantfjæle og et net over. Det var et slæb, når der skulle leveres svin. Hvert svin blev ført ind i en stor trækasse, som blev løftet op på vægten. Det var en gammeldags vægt med mursten og lodder. Efter vejningen blev svinene jaget ud af trækassen igen og løftet op i vognen. Nu er en gris jo af naturen et ret modvilligt dyr, så det var noget bøvl, men det var stærke karle dengang, og de havde håndelaget. Der var ingen regler for, hvor meget en mand måtte løfte eller bære.
Var man en rigtig karl, skulle man kunne tage en tønde korn fra gulvet og lægge den på nakken.
Vi ikke bare kørte tit til Esbjerg, vi gik også. Det vil sige, vi trak med kreaturer ned til eksportstaldene, der jo lå nede ved havnen bag hotel Spangsberg. Vi trak gennem Strandbygade rundt om hjørnet ved hotel Spangsberg og ned til staldene. Jeg har også mange gange trukket hjem fra Varde marked med stude eller kælvekøer. Far drev det man kaldte “mælkefedning”. Han købte kælvekøer, malkede dem så længe, det kunne betale sig, “goldede” dem og fedede dem kort eller længe, ligesom der nu var plads eller græs til, og solgte dem så til eksport. Så der var jo af og til et par køer, som skulle af sted.
Ungkreaturerne og studene gik om sommeren i en fenne ovre ved Ølufgård midtvejs mellem fiskedammene og Ølufvad kro. Fiskesøen var dengang en mergelgrav, hvor polakkerne gravede mergel op. Det var en lang og spændende tur, når vi skulle drive hele flokken derover om foråret, gennem Tarp, Bryndum og V.Nebel forbi Ølufgård. Vejen mellem V.Nebel og Ølufvad var der ikke dengang, så vi tog en markvej ud til fennen. Det var slet ikke let at holde styr på sådan en flok. Der var jo både ka1ve, stude og store kvier, og de var sprælske efter at have stået på stald hele vinteren. Men folk langs ruten var altid forstående og hjælpsomme, de stod parat i haver og indkørsler og passede på. Om efteråret, når de skulle hjem, gik det meget lettere. Der blev taget nogle ture frem og tilbage i sommerens løb. Det kunne være et par goldkøer, som blev sendt derover eller et par kælvekvier, der skulle hentes hjem, eller stude som skulle på eksportmarkedet i Esbjerg. Som dreng var jeg jo den, der skulle skubbe på studene og trække cyklen. Men først skulle dyrene jo fanges og have grime på. Vi havde mærkværdigvis ingen fangefold, det kom først flere år senere, og det krævede både kunst og tålmodighed at klemme dyret op mod hegnet og få grimen listet om snuden på det. Når det var stude eller goldkøer, der skulle på eksportmarkedet, trak vi dem først den lange vej fra Ølufgård ned til Vognsbøl enge, hvor far havde lejet en stump eng af kommunen. Det lå lige vest for, hvor Kollektivhuset nu ligger. Så tog vi dem der mandag morgen, (eksportmarkedet var altid en mandag) og trak dem til Esbjerg. Når de så var afleveret, skulle vi gerne ind på det gamle sømandshjem og have kaffe og wienerbrød, og så skulle jeg jo sidde på stangen hjem.
Mor kørte selv til Esbjerg med æg. Vi havde efter den tids forhold ret mange høns, jeg tror et par hundrede stykker. Mor solgte æggene til mælkehandler Jens Hansen i Torvegade. Æggene blev lagt i en almindelig trækasse, der blev sat op på forlæderet på den høje Gig med Polle mellem stængerne. Polle eller Polly, som den jo egentlig hed, fortjener næsten et kapitel for sig. Far havde en stor doven hest, som han egentlig gerne ville af med, og da Jens Hansen jo havde den smukke skimmel, der var så fuld af nykker, at der ingen var, som ville køre med den, så byttede de lige over, uden garanti for nogen af parterne. Far betingede sig godt nok, at Jens Hansen skulle komme kørende med den med en enspænder, når han afleverede den. Det gjorde han nu ikke, men han kom med en lang forklaring om, at de ikke havde seletøj, der passede og så videre. Far godtog uden videre forklaringen, han kunne lide hesten. Polle blev spændt for giggen, far tog tømmerne, og så prøvede han at ride med den. Kort efter at Polle havde løbet et stykke vej, blev den stædig og ville ikke længere. Far vendte bare giggen og lod den løbe den anden vej, indtil den igen sagde stop og ikke ville længere, hvorpå far igen vendte. Det blev Polle alligevel træt af og blev ret så føjelig. Mor kørte som sagt til Esbjerg med æg med Polly spændt foran. Hesten var klog, vi snakkede tit om, at den nok havde været cirkushest eller dragonhest, for den dansede, når den hørte musik, og den havde sin egen måde at runde et sving på. Når mor havde afleveret æggene hos mælkehandleren i Torvegade, kørte hun som regel hen til Højskolehjemmet og spændte fra. En gang, da hun som sædvanlig havde afleveret æggene og skulle over Kongensgade og Torvet for at komme om til Højskolehjemmet i Skolegade, kørte der pludselig en stor bil lige ud foran dem. Mor kunne ikke nå at holde Polle, før den smed sig ned på alle fire ben, men så snart bilen var forbi, rejste den sig roligt igen og travede videre. Men til markarbejde, sammen med de andre heste, var den temmelig umulig. Det var der ingen af karlene, der kunne få den til. Den fandt sig allernådigst i at trække i ukrudtshaven, hvis den trak selv, og den ville ikke lade sig drive bagfra. Jeg havde den til ringridning, og der var den alle tiders, rolig og stille.
Vi spændte som sagt altid fra på Højskolehjemmet, når vi var kørende til Esbjerg. Det var her, landmændene holdt til, når de havde ærinde i byen.
I en årrække var der grisemarked på Torvet en gang om ugen, fra markedet var det nemt at gå hen til Højskolehjemmet og drikke “lidkøb”. Grisemarkedet blev senere flyttet hen i Højskolehjemmets gård.
Landboforeningen og mejeriet holdt deres generalforsamlinger og møder på Højskolehjemmet. Vi unge kom der, når det var Esbjergs tur til at afholde det årlige nytårsmøde i Esbjerg og Omegns Hovedkreds af Ungdomsforeningen. Mødet var gerne den anden januar. Det var noget, vi så frem til, især hvis man var hjemme på juleferie fra skole, soldatertjeneste eller fra en “plads” længere væk. Det var altid spændende, hvor mange man traf af de gamle bekendte, og især om den man helst ville træffe, nu også var der.
Blandt de mange karle, vi har haft i årenes løb, og det er mange, skete det jo også, at der kom en ung mand fra Esbjerg, som gerne ville være landmand. Det var naturligt at karlene fik besøg af deres mindre brødre, og at vi kom i deres hjem. En af de karle vi har haft, var Alfred Rosendahl, han var søn af den kendte bogtrykker Rosendahl. Alfreds lillebror Viggo og jeg, var jævnaldrende. Viggo var en pæn og velopdragen dreng, og jeg var lidt nervøs ved at komme på besøg i det pæne og stilige hjem i Kongensgade, så jeg var ked af det, hvis jeg kom til at spilde på dugen. Men Viggo tog mig med i biografen, og det var jo en oplevelse.
Vi havde en anden karl, som hed Otto Thambour Olesen. Han tog senere på Landbohøjskolen, og var en kort overgang lærer på Dalum landbrugsskole, men tog så til New Zeeland og startede en svinefarm sammen med en kammerat. Otto kom hjem igen og købte en lille ejendom i Sjelborg. Han havde to brødre Gerhard og Søren Christian. De var omtrent jævnaldrende med Børge og mig. Gerhard og Søren Christian kunne sætte liv i kludene, når de kom på besøg. De var vildt begejstrede for at komme ud på en gård og prøve alle de muligheder, der var der. Det gik heller ikke stille af, når vi var på besøg hos skræddermester Olesen Thambour i Strandbygade. De havde et sommerhus ude ved Sædding Strand, hvor vi rigtigt kunde boltre os. Det var Gerhard, der senere anlagde den meget kendte Thambours Have. Lillebror Hjalmar var somme tider med, når de kom ud til Gjesing. Engang var han uheldig og faldt ned i en lille grav, der altid stod med læsket kalk. Han skreg i vilden sky: “Det æder, det æder”. Han troede, kalken ville æde ham op. Jeg fik ham trukket op og hen under vandhanen. Det er morsomt at tænke på, at det var den samme Hjalmar, som da han senere blev voksen, rejste over til storebror Otto i New Zeeland, Der meldte han sig frivilligt til det New Zeelandske luftvåben, da tyskerne besatte Danmark i 194o. Han deltog i ørkenkrigen i Nordafrika og var med i felttoget op igennem Italien og kom helskindet hjem som kaptajn.
Vi havde også en karl, som hed Martin. Hans far Hans Jensen, havde været teglværksejer og boede i Exnersgade ved siden af det nedlagte teglværk, omtrent der hvor nu slagteriet ligger. Der havde han lidt jord og et par køer. Den gamle tørrelade og teglovnen stod der endnu, så det var en vældig legeplads, og der var heller ikke langt ned til stranden. Nu var Hans Jensen oppe i årene og gik og puslede med sine køer, men i Esbjergs opblom-stringsstid var han en meget driftig bygmester. Han nøjedes ikke med at lave mursten, han byggede mange huse og har blandt andet bygget Paladshotellet.
Vi kunne cykle til Esbjerg uden at bruge landevejen. Vi kørte med Vestre Gjesingvej og ned gennem Nørreskoven, fortsatte gennem Strandskoven og ind til Jyllandsgade.
En af årets store begivenheder var, når vi skulle ind og se juleudstilling og gøre vore juleindkøb. Vi sad tæt sammen i ponyvognen, godt pakket ind i tæpper og fodpose. Vi kørte ind til Højskolehjemmet og spændte hesten fra og gik så ind og fik kaffe og wienerbrød. Bagefter gik vi ud og så de flotte udstillinger, og de var virkelig spændende og fantasifulde. Vi købte også julegaver, men det var lidt vanskeligt, for vi skulle jo købe både til mor og far og til hinanden, så vi måtte skifte følgeskab undervejs. Gaveindkøbene skulle nås, for det var den eneste dag og den eneste mulighed, vi havde. Det var altid mørkt, når vi kørte hjemad, men vi havde en lygte med et tykt stearinlys i hver side af vognen, og hesten kendte vejen.
Da vi var mindre, fik vi vort tøj syet hos skrædderen i Bryndum, men da vi blev større og skulle have rigtig pænt tøj for eksempel konfirmationstøj, så var det hos Svanholm i Kongensgade, og der kunne, vi godt lide at komme. Hr. og fru Svanholm var mors og fars gode venner og besøgte os derhjemme. Jeg husker, de skrev en nydelig sang til mors og fars sølvbryllup.
Senere, da far fik sine mange tillidshverv, gav det anledning til, at især fire familier kom til at tilhøre omgangskredsen derhjemme. Det var Madsen fra Andelsbanken, Bang Nielsen fra Slagteriet og især Agnes og Hans Hansen fra Andelsmejeriet. Agnes og Hans kom flittigt, de var et par herlige mennesker og altid festlige at være sammen med. De var i allerhøjeste grad trofaste over for mor og far og var en kolossal støtte for dem helt op i alderdommen. Det skylder vi dem uendelig megen tak for.
Der blev også gravet tørv. Det var under og efter første verdenskrig. Det foregik i mosen langs bækken mellem Ravnsbjerg og Gjesing, der hvor Krebsestien går. Det var ikke første klasses tørvemuld, som gravedes op. Der var både sand og svovl i, men alt kunne bruges. Far havde et par tørvearbejdere til at gave tørven. Det var akkordarbejde og betalingen var pr. tusind stk.
Tørvejorden blev lagt op på et stort trægulv med kant omkring, så blev der pøset vand på, bagefter gik et par stude rundt i tørvemudderet, indtil det blev til en passende grød. Så blev det skovlet op i en form og lagt på en flad trillebør og kørt hen og tippet så behændigt af, at de blev lagt fint tilrette til tørring. Der skulle nogen øvelse til at gøre det ordentligt. Når tørvene var halvtørre, skulle de stuves, d. v. s. stables i små pyramideformede stakke på en alens højde. Det kunne, vi drenge være med til, også til at læsse de tørre tørv på vognen. Sådan en lille stak var nem at tippe ind i en kurv, som karlen bare kunne smide op i vognen.
Jo ringere tørven var, jo mere svandt de ind under tørringen. Der hvor tørven var god nok, kunne man med en speciel tørvespade tage den op i lange klumper, lægge dem ud på græsset, og skære dem ud til tørv med en spade.
Tørvegravningen var et hårdt og beskidt arbejde, men det var frit. De to tørvearbejdere, far havde i arbejde, kunne selv passe tid og tempo. De skulle passe på, at de ikke pøsede for meget vand i tørvemassen. Det gav nogle flere tørv, men så svandt de slemt ind under tørringen.
En sommer havde de fået en stud med, den var vild og uregerlig, men Thorvald, som var en stor og bomstærk karl, skulle nok ordne det bæst. Men studen var ikke sådan at ordne, den smed Thorvald i tørvegraven, og så stak den af. Thorvald bandede højt og længe på, at han ikke skulle have mere med det bæst at gøre. Men da striden var faldet til ro, trak far den ned i mosen og tøjrede den i nærheden af tørvegraven, og da Thorvald havde gået og skulet til den et par dage, kom den med i arbejdet igen.
Jeg blev betroet at hjælpe mor med høns og kyllinger. Det gik vi meget op i. Hønsene gik i et fint lille hønsehus nede for enden af læbæltet. Det var med stråtag og med et lille forrum til foder og til rugehøns. Der var en række redekasser med lem for, og der blev udruget mange kyllinger. Senere gik hønsene med hver sit kuld kyllinger i en lille indhegning med et lille hus. Der gik meget tid med at passe alle de kyllinger. I slutningen af rugetiden blev æggene lagt i et fad lunkent vand for at se, om der var levende kyllinger i. Hvis de sank til bunds, eller hvis de svømmede oven på, kunne vi godt smide dem væk. Vi skulle ikke risikere rådne æg i rederne, når kyllingerne kom.
Det var mit job at flytte fårene, dem havde vi nogle få stykker af. Det hørte sig til på en gård. De stod altid i den yderste ende af marken, tøjrede sammen to og to. Af og til rev de sig løs, og søgte hen til et andet par, så blev der en sammenblanding af får, reb og knuder. Jeg var tit grædefærdig af raseri og afmagt.
En overgang stod fårene ude på heden, som vi kaldte det. Det var ude i kanten af den gamle flyveplads, men længe før det blev flyveplads. Der cyklede jeg ud, men der gik en ronnever (vædder) løs, i hvert fald i den tid, den skulle sørge for, at fårene blev med lam. Den ville stange, og den var rigtig ondskabsfuld. Jeg lå i skjul bag en mergelstak og ventede på, at den skulle gå så langt væk, at jeg kunne smutte hen og flytte fårene. Jeg anskaffede mig en god kæp, det fik den alligevel respekt for.