Efter den tabte krig i 1864 mistede Danmark hertugdømmerne Slesvig og Holsten til Tyskland, og dermed mistede Danmark de gode havne, Husum og Tönning, der lå i Slesvig. Regeringen besluttede at anlægge en ny havn på Vestkysten med henblik på at pleje den gode handelsforbindelse med England.
Efterfølgende undersøgelser viste, at de bedste betingelser for en havn fandtes ved Esbjerg. Loven om Esbjerg Havn blev derfor vedtaget i 1868. Der blev ligeledes anlagt en jernbane tværs over Jylland fra Vamdrup til jernbanens endepunkt ved Nordsøen, havnen i Esbjerg.
Havnen og banen tiltrak hurtigt mange forskellige mennesker, idet der var arbejde at få. Esbjerg voksede hurtigt, og det blev nødvendigt at styre byens vækst efter en moderne byplan. Derfor er byens centrum i dag kendetegnet ved et kvadratisk mønster. En del af Esbjergs fremgang skyldtes, at havnen kom til at fungere som eksporthavn for den succesfulde andelsbevægelse, der leverede smør og bacon til England. Der opstod også en del fabrikker på havnen, blandt andet et slagteri.
Udbuddet af arbejde tiltrak en del lykkeriddere, og byens miljø kunne være råt. Esbjerg fik på den baggrund tilnavnet ”Danmarks Chicago”. Esbjerg opnåede status som købstad i 1899, og i år 1900 havde byen 13.000 indbyggere.
Esbjerg opblomstring fik en enorm betydning for landsbysamfundene rundt om Esbjerg og har dermed påvirket det hændelsesforløb, der i første omgang berigede landsbysamfundet, men til sidst eliminerede “Gjesing Dengang” – dog uden at dens daværende beboere led økonomisk tab.