Her fortæller Gunnar Gregersen om sine erindringer fra Gjesing:
Mine Erindringer fra Gjesing, Juli 2013
Tidlig barndom
Min farfar, Gregers Peter Gregersen var en fremtrædende venstremand på egnen, amtsrådsmedlem og senere medlem af landstinget. Han var født 1859 som søn af gårdejer Niels Jessen Gregersen(f.1829) i Forum. Han oplevede som 5-årig de preussiske soldater i 1864 på vejen til Varde. Han byggede gården Sejlstedlund i 1908 men overlod den i 1928 til min fader og byggede i stedet et hus til sig selv og farmor Kirstine (”Bedste”) på Gl. Vardevej i Spangsbjerg. I huset blev også indrettet købmandsbutik til min faster Dorthea, som var ugift.
Jeg blev født i 1929, 100 år efter oldefar, som var død kun 5 år tidligere. Det hører til mine allertidligste erindringer, at jeg som 3-årig gik tur med farfar i hånden i Nørreskoven. Farfar døde i 1932, jeg kan også huske, at jeg stod ved siden af hans seng.
Min moder, Metha Anine døde efter længere sygdom (leukæmi) i 1937. Hun siges at have været meget lattermild og afholdt. Jeg har kun få erindringsbilleder af hende: Hun bankede en dag så hårdt på køkkenvinduet ad min fader, der gik i gården, at vinduet gik i stykker. Jeg undrede mig over, at min fader blot så betuttet ud og ikke skældte ud. Hun stod i stalden og flåede en hare. Længe var hun træt og skulle hvile, og vi børn skulle være stille. Vi fik også en barnepige, Helga på 15-16 år til hjælp.
Metha var datter af Andreas og Gertrud Jensen i Tobøl ved Guldager. Der var i den familie 19 fætre og kusiner. Mange af dem er senere døde af maligne sygdomme. Men i barneårene kom vi meget sammen, Andreas og Gertrud samlede os hver jul, og hver sommer var vi samlede til en uges ferie i Tobøl. De var utroligt gode ved os børn. Bedstefar var en livsnyder, som elskede at gå på jagt og ryge tobak. Han fik også kaffe på sengen hver morgen. Gården blev passet af morbror Knud. Bedstemor var derimod et arbejdsjern. Vi børn elskede hendes morgenmad, som altid bestod af tykmælk og bakskuld fra ilden i komfuret. I huset var også moster Ne, som var et rigtigt livstykke.
Nok på grund af mors sygdom opholdt jeg mig meget i købmandsbutikken hos faster Dorthea og Bedste, som var meget gode ved mig og lod mig gå til hånde i butikken. Jeg sov der også i lange perioder. Engang havde der været indbrud og politiet kom for at søge efter fingeraftryk. Da var jeg meget nervøs, for mine aftryk var jo overalt, ikke mindst på slikskabet. En anden gang, jeg blev nervøs, var da der kom en soldat på besøg med bajonet i bæltet. Jeg lå på sofaen med et brækket ben i gips og havde jo oplevet, hvorledes man aflivede syge dyr. Engang gjorde jeg faster og bedste meget nervøse. Vi havde en sommeraften været til koncert i Vognsbølparken, da faster og Bedste blev væk for mig i mylderet. Himlen blev sidst på aftenen meget rød, og jeg mente, at det nok trak op til torden, hvorfor jeg på egen hånd fandt hjem til butikken, kravlede ind ad et kældervindue og gik i seng. Jeg blev vækket af høje glædesråb og fik at vide, at politiet havde været ude at lede efter mig. Ingen havde troet, at det var muligt for mig at komme ind i huset. Faster havde en benzintank, Esso. Det var morsomt at være med til at betjene kunderne. En københavner ville en dag vide, om jeg sagde A eller Jeg. Svaret var: ”A sæjer da Jeg” Man vidste jo nok, hvad der hørte sig til. Jeg opnåede også at blive kørt over på vejen udenfor benzintanken. Man står ved vejkanten og vil over på den anden side, men der kommer en række biler og da den sidste er passeret løber man. Men så var det ikke den sidste alligevel. Jeg kom til at ligge mellem hjulene, så der skete ikke andet end at både jeg og faster og føreren fik en slem forskrækkelse.
Skråt over for butikken lå der et stort, gulpudset hus med stråtag. Der boede lektor Jensen og hans kone. De var begge matematiklærere på Statsskolen. Der boede også Gikke, som havde været husfaktotum hos lektor Jensen siden oldtiden. Lektor Jensens var lidt specielle, de sagde De til alle mennesker, også Gikke. Så var der sønnen Niels. Han blev min bedste ven gennem mange år. Vi var sammen dagligt, byggede huler i skoven, byggede skibe, fløj med drager og byttede frimærker. Jeg kunne ikke svømme, og han reddede nok mit liv en dag, jeg var kommet udenfor afmærkningen i friluftsbadet i Esbjerg. Hos lektor Jensens lærte jeg også lidt pli, hvorledes man bankede på, før man kom ind, hvorledes man sad til bords. Sådanne ting tog man det jo ikke så højtideligt med andre steder. Mærkelig nok var Niels ikke så god til matematik, blev sproglig student og journalist under navnet Niels Neersø. Næsten lige overfor butikken boede Raahauge, som var kaptajn på DFDS´englandsbåd. På samme side som butikken men længere ind mod byen boede Nordestgaards, som begge var kontorfolk på posthuset og kørte i en fin Citroën. Dernæst et par byfolk, som jeg husker navnet på. Så fulgte kontorchef Christensen, som var kontorchef på DFDS og havde en kone, der var lammet efter polio og en adoptivdatter, Martha. De kom jævnligt som gæster på Sejlstedlund. Så fulgte slikmutters lille butik, hvor man kunne få en ispind for 15 øre og Skipper Skræk for 25. Dernæst ”Skovhuset”, som var en etageejendom med flere beboere, bl.a. forvalteren på sanatoriet, som lå på den anden side af grusvejen til Møllegården.
Hjemme på Sejlstedlund havde jeg to søskende, Birthe og Helge, som var lidt mindre end mig. Vi havde det vist godt sammen, men jeg var jo ofte hos faster. Engang blev vi nægtet at gå sammen ned til bedste i Spangsbjerg, men fik lov at gå på besøg hos bedstemor i Tobøl, hvilket man nok ikke havde troet, at vi ville tage bogstaveligt. Det gjorde vi imidlertid. Vi tre små purke gav os trøstigt i vej i tynd påklædning en vinterdag og var nået næsten hele vejen, da vi blev usikre på vejen og vendte om. Vi frøs og lillebror Helge faldt hele tiden. Og vi var derfor glade, da man omsider havde savnet os og sendt bilen efter os. Hjemme var der varm chokolade og røræg.
Vores nærmeste naboer var mod vest Iversens og mod øst Thomsens. Niels Iversen havde et lille sted og sled hårdt i det, arbejdede ved siden af som daglejer på Spangsbjerg Hospital, som jo dengang var tuberkulosehospital. Hos Iversen så jeg for eneste gang nogen tærske korn med en plejl. Iversens havde to piger, Ella og Erna og vistnok også to sønner, som var ældre og som jeg ikke kan huske. Thomsen havde gartneri med drivhuse og marker med jordbær og grønsager. Han gik for at være en lidt stejl natur og ”indremissionsk”.
Vi børn kom en del sammen til begge sider. Dengang var der jo ingen børnehaver eller skolefritidsordninger. Især kom vi nok ofte over til Thomsens, selvom vi ikke var rigtig dristige ved en stor kalkun og en grand danois, som kom os i møde. Thomsens havde en lille eng med geder, hvor vi om aftenen spillede langbold med børnene Ejvind, Hilmer, Ruth og Margit. Ovre på den anden side af Gammel Vardevej, overfor gartner Thomsen lå der også et gartneri, her boede Ernst Alfred Jensen med sin kone Erna og fire børn, Birgit, Bent, Erling og Ole. De blev også hyppige legekammerater. Gik man længere mod øst forbi gartner Jensen og over på den anden side af den nyanlagte hovedvej 12 (nu kaldet Stormgade) kom man til Østervang, hvor Niels og Clara Lønne boede med deres to døtre, Ingrid og Kirsten. De var mine forældres særlig gode venner, vi var fælles om en selvbinder og måtte i høsten låne en hest af hinanden, fordi der krævedes tre til at trække selvbinderen. Også en karl kunne man af og til låne hos hinanden i trængte situationer.
Vi havde som små ingen særlige pligter men fulgte ofte med i marken, når der blev arbejdet, det var jo dejligt at få køreture på hølæssene og lege i laden eller den store have. Vi kunne følge med i dagligdagens gøremål. Vi havde 18 køer, nogle kalve, kvier og grise og en del høns. Og to heste. Der var jo bedækninger og kælvninger og grisesøer, som skulle fare. Kattekillinger som måtte druknes. Om efteråret kom Fischer fra Skovhuset og slagtede en gris, som bagefter blev hængt op til skoldning, rensning og partering. Der blev lavet medisterpølse og saltet ned. Der var bagning, syltning og madlavning og opvask og masser af andre ting at følge med i. Til storvask skulle fyres op i gruekedlen, skylles og vrides og hænges til tørre året rundt. Vi havde jævnligt besøg af fiskemand og slagter og handlende, som solgte tøj og garn og kamme og andre småting, så vi havde egentlig sjældent behov for at handle i byen. Man afleverede æg i købmandsbutikken og fik beløbet godskrevet i den bog, som normalt afregnedes en gang om måneden. Med visse mellemrum kom der en kontrolassistent, som boede på gården et par dage og målte mælkens fedtprocent. Landposten kom på cykel hver dag og blev ofte budt på spisning. Han kunne også tage et brev med til forsendelse fra posthuset. Brevkasser var altså ikke nødvendige. Vi havde skiftende karle og piger, som var med til at lege blindebuk mv. i køkkenet om aftenen. Pigen boede i et værelse på loftet i stuehuset. Karlene i et elendigt karlekammer uden varme over svinestalden og med gammeldags das i gården. Men det var standarden dengang.
Noget specielt for Sejlstedlund var, at man producerede børnemælk, dvs., at man ved en særlig dyrlægekontrol garanterede, at køerne var fri for tuberkulose og derfor skulle mælken ikke pasteuriseres, hvilket blev anset for det sundeste. Vi skulle selv si mælken og tappe den på flasker og sætte kapsler og etiketter på for at lade den afhente tidligt om morgenen. Det gav ekstra arbejde men vel også en lidt højere pris.
Der var ikke helt sjældent gæster om aftenen, man var i ”bydelaw” med en del af naboerne. Og så var der jo den store familie fra Tobøl. Når der var gæster blev der efter spisningen spillet whist, og jeg kunne stå ved bordkanten og passe fars penge. Særlig mors familie var drabelige jægere og kortspillere. Damerne satte sig i den fine stue med plysmøblerne og strikketøjet. En sjælden gang blev der spillet hjerterfri.
Fra farfars tid havde vi før krigen også hver sommer en grundlovsfest i den store have. Det gav også en masse ekstra arbejde, for haven skulle jo tage sig fint ud til den store fest. Jeg husker, at der var mange mennesker og en sommer også en taler, som lignede Staunings. Der blev sunget og råbt hurraer, spist madpakker og drukket kaffe, og vi børn fik mange ispinde.
Vi havde bil, en HGFer (Høj Gammel Ford), som var arvet efter farfar. Jeg kan huske en lang udflugt, hvor vi i 1935 skulle se den nyindviede Lillebæltsbro. Hver gang vi kom forbi et trinbræt over en grøft spurgte jeg, om det var Lillebæltsbroen. Med det navn kunne den jo ikke være ret stor. Men jeg blev behørigt imponeret, da vi omsider nåede frem og fik kaffe og kage på restaurant Broen. Bilen var også rar, når vi skulle i kirke i Bryndum. Kirkevejen gik forbi Gjesing skole, forbi nogle småhuse, hvor flere af skolekammeraterne boede: Schwartz, som var arbejdsmand og socialdemokrat med børnene Jørgen, Helge, Jonna og Polle. Vejmand Fuglebjerg med en stor børneflok, deriblandt Tinne, William, Skjold og Regnar; videre forbi ledvogterhuset med klassens stærkeste dreng og mit forbillede, Bjarne over banen, forbi Rask Jensens store gård og videre gennem Tarp, hvor jeg frygteligt nødigt ville bo. Andre ture gik til morbror Jens Aage og tante Astrid i Forum med ni fætre og kusiner eller til onkel Knud og moster Tutte i Sig nord for Varde. De havde fire søde og charmerende, lidt frække piger og en efternøler, Erik.
Gjesing skole
Når man gik fra Sejlstedlund ad grusvejen mod nord og øst, forbi gartner Thomsens pilehegn kom man efter et par hundrede meter til Gl. Vardevej, drejede til venstre mod nord forbi Karsten Thuesens gård og nogle småhuse med bl.a. murer Hansen, vognmand Thorsen, Mathiesens og tømrer Nielsen, så kom man efter endnu en 400 – 500 meter til Gjesing skole, som dannede en ret vinkel og sammen med forsamlingshuset omgav den store, åbne skolegård på de tre sider. Her startede jeg i april 1936 mens jeg endnu var 6 år gammel.
Mor havde givet mig en læsebog, som hed Myrebogen og lært mig at læse nogenlunde. I 1. klasse lærte vi efter Oles ABC, og jeg syntes det var svært at stave, fordi jeg straks så ordene som sammenhængende. Vi gik efter den gamle vestjyske skoleordning, således at vi om sommeren kun havde nogle få timer og kun et par dage om ugen. Det var jo nok forudsat, at børnene skulle hjælpe til hjemme. Om vinteren gik vi derimod i skole 8 timer dagligt 6 dage om ugen, dog med et stort spisefrikvarter, hvor de nærmestboende kunne gå hjem og spise. Skolen var delt i 3 klasser. I 1. klasse var der 2 hold; i 2. klasse ligeledes 2 hold og i 3. klasse 3 hold. Når man havde gået der alle 7 år blev man konfirmeret og gik ud af skolen. Det var muligt at sidde et hold over. Skoletandlæge fandtes ikke, og enkelte fik ”falske tænder” i konfirmationsgave, Så var man fri for det tandpinevrøvl.
I 1. klasse regerede Kristiane Nielsen, som boede sammen med sin søster, Sofie i et lille hus i Spangsbjerg og gerne gav en 2-øre i budpenge, når jeg kom med varer fra faster Dortheas butik. Kristiane havde ingen egentlig seminarieuddannelse, men hun kunne lære os at læse og skrive skønskrift. Vi skrev med grifler på skifertavler, og det hvinede af og til forfærdeligt. Tavlerne blev visket rene med den medbragte tavleklud og vand, som vi gerne havde gjort mere festlig med frugtfarve. Så lærte vi at regne med den lille tabel og fik en masse bibelhistorie samt fortællinger fra Saxos danmarkskrønike. Vi lærte naturligvis flere sange og salmer og at bede fadervor, hvad de fleste nok kunne hjemmefra. Ved skoleårets slutning kom præsten og skulle overhøre undervisningen og bedømme vores kundskaber.
I frikvartererne legede vi ”salt” eller ”klump” eller strikkede hestetømmer gennem garnspoler. Jeg glemmer aldrig, at jeg ganske overrumplet fik mit første kys af dyrlægens Karen, skønt jeg egentligt hemmeligt var mest lun på Rita fra Skovpavillonen.
Når der ikke var undervisning hver dag om sommeren kunne lærer Petersen på skift klare både 2. og 3. klasse. Om vinteren havde vi i 2. klasse skiftende vinterlærere.
Det var engang i 2. klasse, at jeg for første gang i mit liv så levende billeder. Der var af og til besøg, af en mand, som viste film fra rejseoplevelser og lignende. Første gang syntes jeg egentlig, det var lidt kedeligt indtil en kammerat prikkede mig på skulderen og sagde, at jeg skulle se på lærredet og ikke på filmapparatet. Ellers fortsatte vi jo med dansk og regning og danmarkshistorie og blev ret gode til Danmarks geografi og Europas byer og floder.
I 3. klasse havde vi lærer Søren Petersen, som udførte et enormt arbejde året rundt. Han var en kæmpekraft i sognets liv, foruden at give os i skolen en solid ballast til vores senere liv var han en af initiativtagerne til foredragsforeningen, lederen ved mange af årets fester i forsamlingshuset og næsten obligatorisk deltager i og taler ved de fleste højtider i hjemmene. Han var også pligtig at tømme retiradernes toiletspande og konen stod for skolens rengøring. Man fik meget for pengene dengang. Fruen Kirstine Petersen var i øvrigt en myndig og meget respekteret dame, som måske syntes, at manden arbejdede for meget men som i øvrigt selv var ledende i en del af sognets kvindelige arrangementer og heller ikke bleg for i ny og næ at vikariere for en af lærerne. De have to sønner, som blev meget beundrede for deres tegnetalent. Erling Juhl blev kunstmaler og Mogens en kendt avistegner.
Som lærer skulle Søren Petersen akkompagnere vore sangudøvelser på violin. Her kunne han ikke tage 1. karakter, men vi var ikke bedre vant hjemmefra. Om nødvendig kunne han godt slå en øretæve, men det var sjældent nødvendigt. Han indgød en ret naturlig respekt. Han må også beundres for at have format til at tage overlæge Lorenzens stærkt retarderede søn Nis-Petter ind i en i øvrigt normal klasse. Nis-Petters forældre boede på sanatoriet og var sognets største skatteydere. Det gik forbavsende godt, vi andre smilte, når Nis-Petter gik op bag kateteret og trak lærer Petersen i ørerne. Lærer Petersen smilte med og lod sig ikke forstyrre.
De få af os, som valgte at gå videre i mellemskolen efter 5 år i Gjesing gav han ekstraundervisning for at hjælpe os til at bestå adgangsprøven. Jeg tror, det var en ulønnet tjeneste, men jeg har hele livet været meget taknemlig for min tid i Gjesing skole og har også besøgt ham efter endt uddannelse i hans lille pensionistbolig i Gjesings nye villakvarter.
Krigsårene
Så snart jeg havde lært at læse, fulgte jeg også med i avisen. Jeg husker, at beretningerne fra den forfærdelige borgerkrig i Spanien optog mig, og jeg skrev endda et lille digt til faster herom. Krigen oplevede vi også ret tæt på allerede i efteråret 39. En engelsk flyver kom ved en fejltagelse ind over Esbjerg og kastede en bombe, der ødelagde et hus i Frodesgade og dræbte en kvinde. Min søster Birthe befandt sig på cykel tæt ved rundkørslen og kom chokeret hjem.
Den 9. april 1940 oplevede jeg også hos faster. Vi stod på Gl. Vardevej og så de tyske bombemaskiner flyve lavt. Et dansk luftværnsartilleri, som ellers var placeret i Sædding var blevet sat på lastbiler og kom kørende ad landevejen. Hver gang flyverne kom ind over råbte officererne flyverskjul, og soldaterne styrtede ind under træerne, mens vi civile stod og så nysgerrigt til. Der blev ikke skudt.
Tyskerne tog straks forsamlingshuset i besiddelse og indkvarterede sig der. Det var jo lige ved siden af skolegården. Soldaterne var gennemgående venlige, og det var jo spændende for os børn at øve nogle få tyske brokker som ”wie viel Uhr ist es?” Fremmedsprog hørte jo ikke til pensum i Gjesing skole. Man kunne også godt følge med soldaterne på øvelse i skoven, hvor der blev skudt med træprojektiler. En af soldaterne viste mig sit bæltespænde, hvor der stod ”Gott mit uns”. Jeg tillod mig at tvivle. Selvom omgangen med tyskerne var fredelig og man var imponeret over deres fremgang i krigen var vi danskere ikke egentlig på deres side, snarere neutrale, men der voksede en meget stærkt nationalfølelse frem. Vi samlede os til store alsangsstævner både i Bryndum og i Esbjerg, hvor man bekræftede hinanden i fællesskabet ved at synge danske nationalsange.
Til brug for øvelserne i Nørreskoven anbragte tyskerne silhuetter af forskellig art som mål. Niels (lektor Jensens søn) og jeg strejfede næsten dagligt omkring i skoven og ødelagde så mange af disse mål, som vi kunne overkomme. Egentlige sabotageaktioner var jo i krigens første år ret sjældne og blev oftest fordømte af de voksne, mens vi store børn syntes, at det var helt på sin plads. Sammen med Jørgen Dyrlæge lagde vi planer om at grave os ned et sted og skyde på tyske biler. Men vi havde ikke noget at skyde med. Godt det samme. Johan Slagter turde heller ikke være med.
Senere, da krigslykken vendte, blev det hele lidt mere alvorligt. Mørklægning havde vi jo fra besættelsens start, men rationering af varer blev strengere og strengere. Benzin kunne ikke fås til private, og fars bil blev klodset op. Det blev efterhånden også svært at få dæk og slanger til cyklerne. Man måtte stå i kø i timevis eller have ”forbindelser”. Cykelskrælninger blev dagligdag. Niels og jeg gik nu i mellemskolen i Esbjerg og var meget afhængige af at kunne cykle i skole. Faster Dorthea var død i 1941, og jeg boede nu igen på Sejlstedlund, hvortil også Bedste var flyttet i en ny tilbygning med egne stuer.
I 1943 var modstandskampen i fuld gang og aktørerne helte hos de unge. Tyskerne i almindelighed forhadte, og der taltes meget om en forestående invasion fra England til et sted i Vesteuropa. Der var anlagt et stort luftværnsbatteri i Vester Gjesing, og der var jævnlige overflyvninger, som blev kraftigt beskudt. Det foregik oftest om natten, og Helge og jeg lå i vort sovekammervindue og beundrede det flotte sceneri med sporprojektiler og lyskastere. Nedskydninger og brændende maskiner så vi også. Næste dag kunne vi samle granatsplinter til vor samling. Gennem hele Gjesing og altså også tværs over vore marker blev der gravet dybe tankgrave og anlagt minefelter og skyttehuller. På landevejene blev der støbt betonspærringer og deponeret stålryttere, så vejene hurtigt kunne gøres ufremkommelige. Der blev bygget betonbunkers langs hele Vestkysten, men også inde i landet, således omkring Møllegården og Hovedvej 12. Feltmarskal Rommel kom for at inspicere ”Vestmuren”. Der var mange steder næsten ingen jord tilbage at dyrke, men landmændene fik en erstatning, således at de næppe led økonomiske tab. Gjesing skole var nu beslaglagt af tyskerne og skolegangen indskrænket til et minimum i en interimistisk skolestue i Ejnar Hansens lade. Her kunne foredragsforeningen også holde møder.
Også gennem Nørreskoven var der anlagt et bælte af fodfolksminer om givet af et pigtrådshegn. Af og til lød der et drøn, når en omstrejfende hund var gået på en mine. En dag kom Niels triumferende op til mig og fremviste noget, han havde fundet. Han havde set en mine, der stak lidt op af jorden, forsigtigt frigjort den og fundet ud af mekanikken. Når en detonator var fjernet var selve sprængladningen tilsyneladende ufarlig. Hele minefeltet var på daværende tidspunkt nyanlagt, så man tydeligt kunne se, hvor alle minerne var lagt i to parallelle zig-zag linier. I den følgende tid fjernede vi og uskadeliggjorde vi en masse miner. Tanken var naturligvis at lette englænderne vejen skulle der komme en invasion på disse kanter. Vi kunne gøre det ubemærket, fordi det foregik i skumringen og i ly af skovens træer. Senere gik vi gang med at fjerne tankminer på åben mark men stadig i skumringen. Det var store og tunge tingester, og vi kunne hver kun bære to hjem ad gangen. Til at begynde med vidste vi ikke helt hvordan de fungerede, og vi sad i lektor Jensens garage og stak søm ind i diverse huller. Men da vi til sidst havde fået låget skruet af kunne man også ret let fjerne den farlige detonator. Efterhånden havde vi et pænt lager af sprængstof gemt eller gravet ned nær de to hjem. Vi havde også en føler ude til en af de kendte lokale modstandsfolk, Mogens Friis fra Varde, måske kunne de bruge sprængstoffet.
Min broder, Helge havde jo mærket, at der forgik noget mystisk, og til sidste syntes jeg, at jeg måtte indvie ham i foretagendet. En sen eftermiddag i november gik vi altså sammen i minefeltet, hvor han blev indviet i, hvorledes man bar sig ad. Jeg var naturligvis meget nervøs for, om han tog sig i agt og var nok derfor ikke selv påpasselig nok. Altså trådte jeg med højre fod på en mine, blev slynget i vejret og delvis blindet af snavs men kunne dog se, at der nu kun var en benpibe, hvor højre fod skulle have været. Med Helges hjælp fik vi fjernet alle de miner, vi havde gemt i tøjet, hvorefter han løb hjem efter hjælp. Selv var han resten af sit liv tatoveret af krudtslam i den ene side af ansigtet. Mærkelige tanker gik gennem hovedet mens jeg lå og ventede på hjælp. Jeg var bange for at skulle tilbringe tilværelsen i kørestol fremover og samtidig glad for at have rent undertøj, nu jeg skulle på sygehuset. Jeg mindes køreturen i ambulancen, hvor den ene Falck-mand gentagne gange sagde: ”Brug hornet Hansen”.
Da jeg vågnede på sygestuen kunne jeg i flere dage intet se på grund af, at jeg havde fået en masse snavs i øjnene. Jeg hørte tysk tale og var længe om at give mig tilkende, fordi jeg var bange for, at det var Gestapo, som var i stuen. Det viste sig at være to tyske soldater, som fejlede nøjagtig det samme som mig. Den ene, Bruno var fra Polen og lærte mig den polske nationalsang. Den anden var fra Düsseldorf og kunne kun lære mig uartige tyske sange. Han var glødende nazist, og vi havde heftige diskussioner. Da jeg en dag kaldte ham Hitlerschwein truede han med at tilkalde Gestapo, og så var det nok bedst at holde mund. Jeg lå på Sct. Josephs Sygehus under overlæge Hanssens gode behandling og de katolske søstres kærlige men strenge pleje i flere uger. Lærerne Toft og Andreasen kom fra Statsskolen og holdt mig ajour med undervisningen. Jeg fik en masse besøg af kammeraterne og en masse værktøj i julegave. Præsten fra Guldager kom også på besøg og knælede ned midt på gulvet for at modvirke den skadelige katolske indflydelse, vi var under. Til en ung mand (fodboldspiller), der havde mistet hele det ene ben citerede han trøstende fra bibelen: Hvis dit ene øje forarger dig, da riv det ud – hvis dit ene ben forarger dig, da riv det af. Sygehusopholdet bekræftede også en tanke, jeg allerede havde haft forinden, nemlig at det måske var en god ide at læse til læge.
Ved udskrivelsen fra sygehuset i februar havde overlæge Hanssen konstrueret en foreløbig benprotese af træ og pap, således at jeg kunne gå ved støtte af to stokke. Af praktiske årsager kom jeg herefter til at bo hos bedstefar Andreas og bedstemor Gertrud, som nu boede i Norgesgade. Herfra kunne jeg selv gå til Statsskolen i Svendsgade. Min gode ven Preben Hallum kom og bar min skoletaske.
Mens jeg boede i Norgesgade kom den rare pastor Birke fra Zions kirke på besøg for at høre mig i katekismen, jeg skulle jo have gået til konfirmationsforberedelse. Jeg troede ikke en døjt på Vorherre, men syntes dog, at jeg kunne gøre pastor Birke den glæde at lære svarene, som det forventedes. Min konfirmationsfest på Tarp kro blev et tilløbsstykke. Far syntes, at han skyldte en masse mennesker, som havde været venlige imod mig eller ham under min sygdom. Vores husbestyrerinde, Klara havde spinket og sparet på alle de rationerede goder i månedsvis, og jeg fik massevis af gaver. Af Jens Jensen (Landlyst), Bryndum fik jeg en hel tikroneseddel, og det var mange penge. Samme Jens Jensen så de fleste ellers lidt skævt til, fordi han havde kørt for tyskerne. Det vidste jeg ikke så meget om, men det frydede mig, at han kunne fortælle, at han havde lært min far at ryge i skolen. Jeg kendte ellers kun min far som anti-ryger.
Samtidig gik det også rask fremad med førligheden, og det med kørestolen rykkede ud af syne. Først forsynede smeden i Tarp min ene pedal med en anordning, så jeg kunne cykle med min papprotese. Dernæst blev jeg henvist til Ortopædisk Hospital i Århus, hvor man kunne lave en rigtig protese, så jeg kunne gå næsten normalt og uden stok. Turene til Århus (der var flere) foregik på den tid i meget overfyldte tog og varede mange timer, og der var også mange timers ventetid på Ortopædisk Hospital. Det var nødvendigt at overnatte på hotel i Ryesgade før hjemrejsen næste dag.
Krigen gik rigtig godt set fra de allerfleste danskeres synspunkt. Vejledt af radio London var det en daglig glæde at flytte røde streger i skoleatlasset både mod øst og vest. Der kom næsten dagligt store bombeeskadrer ind over Esbjerg, faktisk både dag og nat på vej mod Hamborg eller Berlin. En sommerdag stod vi som sædvanligt på Sejlstedlund lidt over middag og betragtede de mange store amerikanske bombefly på vej tilbage mod vest mens antiluftskytset knaldede. Pudserlig skete der det usædvanlige, at der synligt kom noget ned fra flyene, og vi fór for en gangs skyld i kælderen. Hvor vi kunne høre det buldre og brage, så huset rystede. Lidt senere kom Klara gnidende sine øjne. ”Hwa er det, skyder de?” sagde hun. Vi havde helt glemt, at hun sov til middag ovenpå. Det var flyvepladsen i Kjersing, der blev bombarderet. Flere danske gårde i nærheden blev en del ødelagte, men vist ingen danske dræbt. Familien Lønne, der boede tættere på skjulte sig i brønden og fik flere bombekratere eller ueksploderede bomber på marken. Et nedskudt bombefly landede på banelegemet lige bag gården. Hos Jørgen Hansens, der boede meget tæt på løb forældrene Jørgen og Katrine i panik over vejen og søgte ly i en tysk betonbunker. Så snart døren havde lukket sig efter dem faldt en bombe lige udenfor, som vendte op og ned på bunkeren, så de måtte graves fri. Drengene Jens Aage og Knud lå fladt på stuegulvet i huset og kom ikke noget til. Olav Willadsen har beskrevet hændelsen i bogen ”Det skete på Solbakkegaard”.
Da Shellhuset i København blev bombarderet kom de engelske Mosquitoes også ind over Sejlstedlund, meget lavt og hurtigt uden at der havde lydt luftalarm eller antiluftskyts. Tyskerne, som lå i bivuak på marken fik i en fart maskingeværerne frem, men flyene var allerede langt borte.
Også Statsskolen havde fået præg af krigen. Det var på mode at gå med Royal Airforce-huer, og tyskerne kom en dag slæbende med en elev, som på den måde havde provokeret. Rektor Bruun havde det sikkert ikke let. Han følte sig forpligtet til at holde ro og orden, som regeringen sagde. Ved translokationen i 1942 gik det helt galt. En af studenterne, Kaj Lindquist blev af rektor forment adgang, fordi tyskerne havde idømt ham en frihedsstraf. Herefter udeblev også alle de øvrige studenter i protest og kom først til stede efter at rektor ved forældrenes mellemkomst havde omgjort sin beslutning. Det var stærkt medvirkende til, at rektor Bruun det følgende år tog sin afsked i bitterhed. De sidste måneder af krigen var skolen præget af, at begge gymnastiksale var beslaglagte til at huse tyske og russiske flygtninge, hvoraf nogle søgte at sælge kunstfærdigt håndarbejde.
De sidste måneder var fulde af uvished, om krigen også ville nå hertil. Englænderne nærmede sig fra syd og havde heldigvis fjernet frygten for, at russerne ville komme først. Far havde sikret et af rummene i kælderen ekstra godt med svære træstammer, så vi var forberedte på lidt af hvert. Det var også derfor en ubeskrivelig glæde at høre frihedsbudskabet fra London om aftenen den 4. maj 45. Vi børn fandt en gammel nytårsraket frem på loftet og fyrede den dansende af i gården, mens tyskerne fra deres kvarterer i marken så undrende til. Enkelte af dem havde i øvrigt i smug lyttet med på radioen den seneste tid. Aftenen skulle dog ikke gå til ende uden en tragedie. De unge karle hørte frihedsbudskabet mens de spillede fodbold bag skolen, og efterfølgende sparkede en af dem i overmod og kådhed en jordklump i hovedet på en tysker i en skyttegrav. Dette blev øjeblikkeligt straffet med et dødeligt skud gennem hovedet. Karlen var Holger Nielsen, som ligesom sine to brødre havde tjent på Sejlstedlund og nu tjente hos Niels Lønne.
De følgende dage byggede flere af beboerne en æresport for englænderne, som forventedes at komme den vej sydfra. Jeg tog et billede af porten med vort bokskamera. Billedet hænger stadig på ”Historisk samling fra besættelsestiden” på Syddansk Universitet. Men englænderne fik ikke porten at se. En afdeling af de retirerende tyskere kunne ikke tåle at se udsmykningen og sprængte den i luften med håndgranater. De samme beboere, som havde bygget porten blev med maskinpistoler beordret til at rydde vejen.
Ugerne efter befrielsen var også begivenhedsrige. Jeg gik nu til mellemskoleeksamen. Samtidig var tyskerne på vej ud af landet og efterlod masser af udrustning og våben. Man kunne gå på opdagelse i de tomme bunkers og barakker og finde mange spændende ting. Hjelme, bajonetter, gasmasker, geværer og revolvere og patronbælter. Nogle kunne fjerne en barak og få sig et billigt hønsehus. Luftværnsbatteriet i Vester Gjesing var blevet besat af en afdeling af Den danske Brigade fra Sverige. Når detonatoren var fjernet fra landminerne kunne TNT-blokkene brænde fint uden at eksplodere. Jeg havde af og til hjulpet Klara med brændsel til komfuret, hvor vi ellers fyrede med tørv. Nu stod vi drenge så en aften i ly i stalden på Sejlstedlund og brændte bål med TNT-blokke, hvorpå der var lagt patronbælter. Det knaldede lystigt, og tilkaldt af larmen kom et par soldater fra luftværnsbatteriet til stede og konfiskerede også en revolver, vi viste dem. De var dog meget flinke og tilbød, at vi den næstfølgende aften kunne få luftværnsbatteriet forevist. Det tilbud lod vi naturligvis ikke gå fra os og stillede ved portvagten næste aften, hvor vores bekendt kom til stede og straks slog tonen an ved at råbe dæk og smide en håndgranat. Derefter var vi på rundtur i kanonstillingerne, kunne dreje kanonerne op og ned og rundt og sætte magasiner i. Vi anede naturligvis ikke, hvordan kanonerne skulle fyres af, men pludselig gjorde den det alligevel og der fløj en masse sporprojektiler gennem luften ind over byen. ”Hvem der” råbtes der fra vagten. Nu må I hellere løbe hjem, sagde vor kammerat, og vi forsvandt hjem over markerne.
En af de sidste eksamensdage i juni 45 stod jeg i stuen hjemme og forberedte mig på cykelturen til Esbjerg, da der pludselig lød et kæmpebrag og hele huset rystede. Min første tanke var, at det var de nedgravede tankminer i haven, der var eksploderet, men det var noget helt andet. Da jeg på min cykeltur kom til Vognsbølparken var kørebanen overstrøet med et fint lag jord, og da jeg kom nærmere byen var alle vinduer i husene blæst ud. Det var et ammunitionsdepot i Strandskoven, der var sprunget i luften og fire danske arbejdere var dræbt. Det satte punktum for krigen.
Statsskolen
Rektor Kresten Bruun var broder til Gjesings største gårdejer og sagdes at have en lille svaghed for børn fra oplandet, der søgte optagelse i mellemskolen. Der var en optagelsesprøve, hvor rektor eksaminerede. Jeg trak et spørgsmål om Frederik den 7. og blev optaget. De største ændringer ved at flytte skolegangen fra Gjesing til Esbjerg var dels de mange nye kammerater, hvoraf de fleste jo havde forældre med byerhverv, dels at man havde flere lærere og flere forskellige fag, herunder fremmedsprog, som jo ikke hørte til pensum i Gjesing. Flytningen medførte uvægerligt, at jeg kom mere på afstand af landsbylivet i Gjesing og de gamle skolekammerater der. Jeg kunne fortsat gå til dans og gymnastik og senere til baller og medvirken i dilettantforestillinger, men helt de samme interesser som de gamle kammerater havde jeg ikke, og kontakten til de gamle Gjesingvenner blev naturligvis meget spinkle, da jeg efter studentereksamen flyttede til Århus.
Men nu tilbage til Statsskolen. Sammen med Niels og gartner Jensens Bent kom jeg i august 1941 i mellemskolens 1.b, hvor vi var 31 elever. Senere kom også Olav Willadsen fra Kiersing og Ellen Svoldgaard Sørensen fra Skovpavillonen i samme klasse.
Blandt andre klassekammerater kan nævnes Ruth Andresen (gift Knudsen), som er blevet min næsten nabo efter at jeg flyttede tilbage til Esbjerg i 1971. Karen Bouet, en herlig drengepige, datter af overlægen i Brørup. Hun kom af dage ved et lynnedslag i USA kort efter studentereksamen. Hans Henning Eriksen, som blev en af mine bedste nye venner, vi startede et duplikeret skoleblad sammen. Hans far, som var direktør i et foderstoffirma, kunne til min overraskelse fortælle, at min moder havde været en højt værdsat ung pige i deres hjem. John Forsingdal var en dygtig klaverspiller og musiklærerens yndlingselev. Han blev senere en kendt jazzpianist og fik brug for min hjælp, da han fik store problemer med periodiske manier og alkoholmisbrug. Eva Graungaard var i gymnasiet glødende kommunist og blev en højt estimeret socialt aktiv praktiserende læge i København. Einer Svendsen, som blev dyrlæge og havde hang til dybsindige samtaler. Annie Jensen (gift Gram), hvis søn er blevet min efterfølger på medicinsk afdeling i Esbjerg. Else Marie Pedersen (gift Stifjeld) og Jytte Strand (gift Bryde Andersen), som begge har krydset mine veje også i voksenlivet. Søren Olsen var klassens højeste og ubestridt stærkeste dreng. Vi var nogle stykker, der kunne slås om andenpladsen. Grethe Vedel-Hansen var en af de kønneste piger og havde tegnetalent. Hendes storesøster, Ellinor blev også fotomodel (den kendte Tuborg-pige i guldkjole). Normalt kom vi elever fra oplandet ikke i hjemmene hos de nye klassekammerater, men f.eks. i forbindelse med skolebio arrangementer, som begyndte ved 16-tiden kunne vi blive inviteret med hjem i ventetiden. Jeg husker således i den forbindelse at have været hjemme hos Erik Svenningen, hos John Forsingdal, hos Julius Petersen, hos Kristian Knigge og hos Børge Øgendahl.
Blandt lærerne kan nævnes lektor L Dresler, som var en notorisk original og som vi havde til fysik i alle årene. Han var uden tvivl meget alment vidende og kunne også undervise i alle mulige religioner. Hans fysikundervisning var imidlertid for mig ret uforståelig, da han ret konsekvent benyttede sine egne øgenavne og termer i steder for de, som fremgik af lærebogen.
Engelskundervisningen blev varetaget af adjunkt Sig Alving og cand.mag. A Rosenhoff. Det var en fryd at kunne begynde at udtrykke sig på fremmedsprog: I can hop, I can run og Little Jack Horner sat in a corner – glemmer jeg aldrig.
Geografi og naturhistorie blev formidlet af cand.mag. Steen Bøcher, der samtidig skrev disputats om noget så mærkeligt som gamle vandmøller, og af fru lektor Laura Alstrup.
I dansk havde vi i første klasse fru Sarah Nielsen, senere lektor Aage Schiøttz- Christensen, Rosenhoff og til sidst adjunkt Bue Kaae. Det blev vist en smule kaotisk. Faget havde, må jeg sige i dag, desværre ikke min store interesse.
I matematik kom adjunkt Tage Toft, der fulgte mig hele vejen til studentereksamen til at blive min yndlingslærer. Han var en inspirerende og udfordrende underviser, men samtidig god for en snak om klassens almindelige problemer. Jeg kom senere i livet til at se ham som patient.
Historieundervisningen i 1.b blev varetaget af adjunkt Lindberg Nielsen, der startede hver eneste time med at repetere alle årstallene forfra op og ned ad rækkerne. Når en ikke kunne svare (oftest de samme) hed det ”fast stoppested – videre”. Mange årstal sidder fast den dag i dag. Fra næste klasse fik vi adjunkt Erik Andresen, en ung og meget engageret lærer, som døde ulykkeligt få år senere af en malign sygdom.
I tysk og musik (sang) havde vi adjunkt Eivind Holm, som af og til kunne tabe besindelsen i hidsighed og rive nogen i håret. Han syntes, at tysk var et smukt sprog og de tyske officerer dannede mennesker. Det havde vi af og til en diskussion om.
I 4.b fik jeg i latin lektor N C Sørensen, som var et elskeligt og meget smilende menneske (ikke alle tog latin, men jeg ville jo være læge). Han blev også kaldet Snork, måske fordi han ofte så lidt søvnig ud og måske var faldet i søvn under en time. Han sad om natten og redigerede Gyldendals fransk-danske ordbog.
Hvad gik fritiden med i mellemskoleårene? Jeg fik jo et handicap, der gjorde, at sport og gymnastik måtte lægges på hylden, svømning fik jeg først lært i sen alder. Så var der jo en del lektier, stile og matematikopgaver. Selvom jeg godt kunne hjælpe lidt til i bedriften på gården blev jeg uden tvivl meget skånet på grund af skolearbejdet. Mange eftermiddage tilbragte jeg på børnebiblioteket under Storm P´s malerier med læsning. Bogudvalget derhjemme var ikke ret stort. Tarzan, indianerromaner, Mark Twain, Jules Verne, De tre musketerer for blot at nævne nogle. Hjemme kunne vennerne i dagevis, oftest hos gartner Jensen, spille kort (mest mausel) eller Matador.
Jeg var nok ikke overflittig med skolelektierne og ofte i sidste øjeblik med skriftlige opgaver. I karakterbogen lød anmærkningen oftest på ”flink” eller ”forstandig” men også undertiden ”sløjer af” og ”kunne gøre det bedre”. Alligevel fik jeg en ret pæn mellemskoleeksamen og kunne efter sommerferien 1945 rykke op i gymnasiet på matematiklinjen. Her skiltes Niels’ og mine veje, idet han efter et sabbatår fortsatte på sproglig linje.
Efter konfirmationsalderen kom der på mærkelig vis en del piger ind i fritidslegene. En populær leg blev ”bytte koner”. Man satte stolene i en rundkreds og drengene fik hver en pige på skødet efter lodtrækning. En dreng var tilovers og havde ingen kone. Nu blev lyset slukket, og drengen uden kone kunne derefter forlange f.eks. Bents kone, der var forpligtet til at rejse sig og finde over på hans skød. Så var det Bents tur til at forlange en ny kone. Naturligvis var nogle piger mere attraktive end andre, men efterhånden som legen skred frem blev det vanskeligt at huske, hvem der sad hos hvem. Man blev så nødt til at mærke efter alle steder på pigen for at finde ud af, hvem man nu sad med på skødet. Legen var i en periode meget yndet hos alle parter. En anden mærkelig leg var ”glassets ånd”: Et glas blev sat med bunden i vejret midt på et rundt bord og omgivet af udklippede bogstaver. Nu anbragte hver af deltagerne en finger på glasset, som fik stillet et eller andet spørgsmål. På forunderlig vis begyndte glasset herefter at bevæge sig rundt mellem bogstaverne og stave et svar. Et yndet spørgsmål var jo hvem man skulle giftes med. For mit vedkommende blev der stavet B I R G I T. Det var måske det, der blev den første tilskyndelse til at interessere mig lidt for gartner Jensens datter. Hun tog mig med og lærte mig at danse til de dengang populære asfaltballer, og vi begyndte at skrive sammen mens hun efter studentereksamen var i huset i København. Trods mit træben kom jeg alligevel til at drive en form for sport, nemlig svæveflyvning i Esbjerg Svæveflyveklub sammen med bl.a. min gode ven fra Kiersing Jens Aage Hansen. Jeg nåede at tage A-certificat før jeg måtte rejse fra byen.
Efter sommerferien kunne jeg i august 45 begynde i første matematiske gymnasieklasse. Til brug herfor skulle man selv indkøbe og betale undervisningsmateriale. For manges vedkommende kom det til at dreje sig om brugte, til dels meget brugte bøger. Vi var nu kun 16 i klassen, flere var oprykkere fra mellemskolen, men der var også kommet nye til. Lærerne var stort set de samme som i mellemskolen, men det var noget uvant, at de lige pludseligt titulerede eleverne med ”De” i stedet for ”du”. I frikvartererne gik snakken mest om lektierne, men der var også tider til dybsindig filosofering med f.eks. Einer Svendsen eller Troels Petersen. Der var heftige politiske diskussioner med Eva Graungaard, som var glødende kommunist og lidt godmodig drilleri overfor Erik Gabriel Pedersen, som var lidt kunstnerisk og i familie med komponisten Carl Nielsen, hvad han aldrig lagde skjul på. Eftersom jeg altid havde haft tilbøjelighed til sammenlignende billededannelser i ubevogtede øjeblikke (som Storm P engang udtrykte sig) blev jeg valgt til redaktør af gymnasieforeningen Neptuns ”avis” Treforken, som skulle oplæses som indledning til alle møderne. Ved generalforsamlingen i 2. g blev jeg valgt til formand. Blandt møderne var der et om svæveflyvning men også et om spiritisme, et med en ret beruset digter, Olaf Gynt og et med et foredrag om Aarhus Universitet. De foregående bestyrelser havde ikke været særlig flittige til at indkræve medlemskontingent og desuden havde det været kutyme, at man klattede lidt med foreningens penge til kager efter skoletid. Det blev der nu sat en stopper for, og vi fik gennem meget pågående adfærd gennem alle frikvartererne næsten alle til at betale kontingent. Foreningens kasse bugnede. Juleballet blev et udstyrsstykke og en stor succes, foregivende at foregå på havbunden med blå serpentiner som bølger over aulaen og nedhængende malede papfisk udført af den kunstneriske Erik Gabriel. Efter denne succes syntes bestyrelsen (som havde undladt at bruge penge på cafebesøg), at den ville belønne sig selv med en middag på Centralhotellet. Vi havde en smule dårlig samvittighed over, at der ikke var råd til også at invitere Erik Gabriel med. Den næstfølgende generalforsamling blev et antiklimaks. De indignerede medlemmer forlangte, at bestyrelsen tilbagebetalte det forbrugte beløb, 155 kr. Den nye rektor, Thure Hastrup, som deltog i mødet, vidste jo udmærket godt, at vi ikke havde pengene og vandt forsamlingens tilslutning til, at bøden kun blev symbolsk. Således fik alle en lærestreg i, hvorledes man omgås betroede midler.
I 1. g var hele skolen på udflugt med vajende faner og trommer gennem Varde by til lunden, hvor der udspandt sig drabelige kampe om røde og hvide armbind I 2.g havde vi en klasseudflugt med geologiske studier i Lellinge å og i Fakse kalkbrud, Møens klint og med lidt almen dannelse med Fredeiksborg slot, ”Antigone” på Alleteatret og ”Indenfor murene” på det kongelige. Hjemme på skolen havde der også været arrangementer med Poul Reumerts oplæsning af Kaj Munks ”Før Cannae” og Victor Schiøler, der spillede Tschaikowskys klaverkoncert. Jeg husker det som første gang, jeg blev betaget af klassisk musik. Hjemme var der altid blevet lukket for radioen, når der var torsdagskoncert. Rektor Thure Hastrup var i øvrigt en igangsætter for byens kulturelle liv, bl a med den musikskole, der fik til huse på statsskolen og senere skulle udvikle sig til Vestjysk Musikkonservatorium. I min gymnasietid påbegyndte og fuldendte maleren Niels Lergaard også sit store vægmaleri for aulaens ene ende.
I begyndelsen af sommerferien mellem 2. og 3. g deltog klassen i en udveksling med en tilsvarende klasse fra Esbjergs venskabsby Stavanger. De norske elever kom først til Esbjerg og blev indkvarteret enkeltvis hos de danske kammerater. Vi have flere fælles udflugter i godt sommervejr og en fælles fest med en gættekonkurrence på Paladshotellet. Derefter rejste vi med lektor Tengnagel Jørgensen i spidsen til Stavanger. Overfarten Hirtshals – Kristianssand foregik i hårdt vejr, og vi var alle frygtelig søsyge. Ved togets indkørsel til Stavanger fik jeg lov at stå med dannebrog på trinbrættet. Der var dengang meget dybe følelser mellem danske og norske efter de udståede lidelser under krigen, og vi blev varmt modtagne. Vi havde en dejlig tid i strålende vejr med udflugter til bl.a. Sola flyplass og i motortorpedobåd på Lysefjorden og små romancer med pigerne, hvad Tengnagel Jørgensen forstående (men uvant) vendte det blinde øje til. Hjemme var sommerferien en fortsat fest bl.a. med leg i laden med deltagelse også af to unge landbrugsstuderende fra Holland. Ellen Svoldgaard blev dybt forelsket i den ene.
Nå, skolen kaldte igen i august og 3. g blev klaret med en pæn studentereksamen i juni 1948 til følge. Sommerferien startede med en 14 dage varende cykeltur og i telt med Birgit gennem Sønderjylland, Als og Fyn, hvor vi i Vester Skerninge mellem Svendborg og Fåborg var enige om, at her ville det være dejligt at have praksis og spille kort med dyrlægen, præsten og apotekeren. Turen endte i Give, hvor min fars fætter var præst og skulle forrette vielsen af min far og hans nye kone, Kirsten.
Det var det sidste af mit liv i det gamle Gjesing. Herefter gik turen til Århus Universitet, og Gjesing kom til at se mere og mere anderledes ud hver gang jeg vendte hjem på ferie.
Gunnar Gregersen
NB: Langt senere flyttede Gunnar Gregersen tilbage til Gjesing og byggede sit dejlige hus i den sydlige ende af haven på Sejstedlund – hans barndomshjem i Gjesing.